Venstre: Vi skal værne om konventionerne
Venstre diskuterer gerne internationale konventioner "på europæisk plan". Indtil da skal der værnes om dem.


Venstre vil "selvfølgelig værne om" de internationale konventioner, som Danmark har tilsluttet sig.

Sådan lyder det fra Venstres integrationsordfører, Martin Geertsen, efter at Dansk Folkeparti i Jyllands-Posten tirsdag opfordrer Venstre til at teste konventionerne og ikke "gemme sig bag dem".

- Vi har det sådan som potentielt regeringsbærende parti, at de konventioner, som vi har tilsluttet os, dem skal vi selvfølgelig værne om, indtil vi beslutter noget andet. Og der forestår et langt, sejt træk på europæisk plan, før det bliver ændret, siger han.

- I forhold til konventionerne så vi gerne, at man kører helt op til grænsen af, hvad der er juridisk muligt.

- Men det er vanskeligt at skrue mere på de knapper, og det er derfor, at vi peger entydigt på, at de knapper, vi kan skrue på, er den økonomiske tilskyndelse som eksempelvis starthjælpen.

Venstre har tidligere revset regeringen for at have gennemført 31 lempelser af udlændingepolitikken - herunder også en håndfuld på asylområdet - fordi det ifølge partiet er en del af forklaringen på den øgede tilstrømning af asylansøgere.

Men det er ikke sikkert, at Venstre vil rulle de 31 lempelser tilbage efter det kommende valg, hvis magten skifter.

Spørgsmål: Skal de 31 lempelser rulles tilbage, eller vil det ikke være muligt i forhold til konventionerne?

- Der, hvor det er værst, er på de økonomiske tilskyndelser via eksempelvis kontanthjælpen. Retten til at bo og arbejde uden for asylcentrene er heller ikke særlig hensigtsmæssigt, så der er en række af de lempelser, som vi vil rulle tilbage, siger Martin Geertsen.

Spørgsmål: Ikke dem alle sammen?

- Vi har for eksempel sagt, at vi vil genindføre starthjælpen, men ikke i nøjagtig samme form som i 00'erne. Så der kan være ting, der bliver rullet tilbage i en anden form, end den man så i 00'erne.

Spørgsmål: Så det kan være, at nogle af lempelserne vil blive stående efter et valg?

Ja, det kan det godt være, siger Venstres integrationsordfører.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.