Venstre venter med at kommentere dagpengeanbefalinger
Medmindre Venstre har skiftet holdning, skal dagpengesystemet ikke koste flere penge end hidtil.
Dagpengekommissionen kommer med sine anbefalinger mandag klokken 13.
Dagpengekommissionen kommer med sine anbefalinger mandag klokken 13. Foto: Colourbox/free


Venstre og regeringen vil først efter klokken 13 kommentere Dagpengekommissionens anbefalinger til, hvordan dagpengesystemet bliver tidssvarende i forhold til det moderne arbejdsmarked.

Det oplyser Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, til Ritzau.

- Jeg har ikke haft en kommentar til rapporten i månedsvis, og jeg har det heller ikke fem timer før, kommissionen fremlægger den, siger han.

Selv om kommissionens arbejde i løbet af søndagen blev tilgængelig for flere medier, så offentliggøres rapporten officielt først mandag klokken 13.

Dagpengekommissionen, som i juni sidste år blev nedsat af den daværende SR-regering, anbefaler blandt andet, at ledige skal have mulighed for at forlænge dagpengeperioden fra to til højst tre år, hvis de arbejder undervejs.

Desuden skal der indføres to dage uden dagpenge hvert kvartal. Men hvis man arbejder mindst en uge om måneden, slipper man for karensdagene. Det fremgår af rapporten.

Da den tidligere socialdemokratisk-ledede regering nedsatte en dagpengekommission, var opgaven klar. Et nyt dagpengesystem måtte ikke koste ekstra penge, selv om reglerne for eksempelvis genoptjening blev ændret.

I forbindelse med Folketingets åbningsdebat tidligere på måneden ændrede Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, pludselig kurs for sit parti.

Nu måtte et nyt dagpengesystem gerne koste flere penge, lød meldingen fra Mette Frederiksen.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) hoppede ikke med på vognen. Venstres udgangspunkt er fortsat, at selv om dagpengesystemet skal ændres, må det ikke koste ekstra penge.

Men det standpunkt kommer til at ændre sig, mener politisk kommentator Hans Engell.

- For Venstre er der en tydelig tilskyndelse til, at der indgås en aftale, for ellers er risikoen, at der laves en aftale uden om regeringen. Løkke kan ikke leve med, at der på så centralt et område indgås forlig uden om regeringen.

- Mit indtryk er, at regeringen vil være klar til at bruge 500 til 600 millioner kroner på at finde en løsning, siger Hans Engell.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.