Venstre starter slutspurten om et ja med Løkke i marken
3. december skal danskerne stemme om EU-retsforbeholdet. Det markerer Venstre tirsdag morgen.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil have danskerne til at stemme ja 3. december.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil have danskerne til at stemme ja 3. december. Foto: FINN FRANDSEN/POLFOTO


Med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i spidsen kickstarter Venstre for alvor ja-kampagnen frem mod folkeafstemning 3. december om EU-retsforbeholdet.

Tirsdag morgen - en måned før afstemningen - deltager Løkke ved en såkaldt uddelingsaktion ved Nørreport Station og Købmagergade i København.

Her vil han sammen med udenrigsminister Kristian Jensen (V), justitsminister Søren Pind (V) og politisk ordfører Jakob Ellemann-Jensen (V) prøve overbevise danskerne om at stemme ja.

- Tirsdag den 3. november markerer månedsdagen for afstemningen, og vi i Venstre bruger nu den mærkedag til at kickstarte kampagnen.

- Det er en enormt vigtig afstemning, hvor vi skal stemme for et tryggere Danmark, der fortsat kan være fuldgyldigt medlem af det europæiske politisamarbejde, Europol.

- Jeg glæder mig til at møde danskerne på gader og stræder og til debatter om forbeholdet frem mod den 3. december, siger Lars Løkke Rasmussen i en pressemeddelelse.

Ja-siden ønsker at omdanne retsforbeholdet til en tilvalgsordning, så Danmark selv bestemmer, hvilke dele af EU's retssamarbejde Danmark skal deltage i, og hvilke dele Danmark skal stå udenfor.

Ændringen er blandt andet blevet aktuel, fordi nye regler betyder, at Danmark risikerer at skulle forlade Europol på grund af retsforbeholdet.

Nej-partierne mener, at Danmark selv med et nej kan fortsætte i Europol-samarbejdet via en parallelaftale.

Ja-partierne, som består af Venstre, Socialdemokraterne, De Konservative, SF, De Radikale og Alternativet, beder danskerne om at stemme ja til en samlet pakke på 22 retsakter.

Fra Enhedslisten, DF og Liberal Alliance er opfordringen til danskerne at stemme nej.

Løkke og de øvrige toppolitikere fra Venstre vil være til at træffe på fra klokken 07 tirsdag morgen ved Nørreport Station og Købmagergade i København.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.