Venstre: Du har jo ikke en krone, Østergaard!
De Radikales forslag om at sænke topskatten er dybt urealistisk i en rød regering, mener borgerlige
Morten Østergaards idé om skattelettelser får ikke roser af de borgerlige partier, der kalder idéen for urealistisk.
Morten Østergaards idé om skattelettelser får ikke roser af de borgerlige partier, der kalder idéen for urealistisk. Foto: IDA MUNCH/POLFOTO


Det er utænkeligt, at De Radikale kan komme igennem med forslaget om at sænke topskatten, mener Venstre, der samtidig efterlyser en plan for, hvor pengene til skattelettelser skal komme fra.

- Morten Østergaard har ikke en krone at sænke skatten for, så indtil han viser, at han har det, tager jeg det rimelig afslappet, at han render rundt og snakker om skattelettelser, siger Kristian Jensen, næstformand i Venstre.

De Radikales leder, Morten Østergaard har foreslået at hæve det såkaldte beskæftigelsesfradrag, som alle arbejdende danskere får, med otte milliarder kroner.

Desuden vil han bruge fem milliarder kroner på at sænke topskattesatsen med seks procentpoint.

På den måde skal topskatten ifølge De Radikales udspil fremover være på ni procent, og den øverste marginalskat vil falde til 50 procent.

Men selvom Venstre generelt er positiv overfor ideen om at sætte skatten ned, får De Radikale ikke mange roser for udmeldingen.

- Når jeg er en smule skeptisk, er det fordi, jeg ikke tror, han reelt kommer til at gøre det.

- For Socialdemokraterne har både sagt, de ikke vil gennemføre flere reformer eller sænke topskatten. Derfor er det en lille smule uinteressant, om Radikale foreslår det eller ej, siger Kristian Jensen.

Også hos De Konservative får udmeldingen en hård medfart.

- Nu tror De Radikale, at de kan sænke marginalskatten sammen med SF, Enhedslisten og Alternativet. Det er det mest urealistiske, jeg nogensinde har hørt. De andre partier vil jo sætte skatten op, siger skatteordfører Brian Mikkelsen (K).

- Morten Østergaard vil til gengæld hæve boligskatterne, så de hårdt pressede boligejere i endnu højere grad skal frygte for, om de kan blive boende i deres hjem. Og samtidig vil han skære i børnetilskuddet for mange børnefamilier, fortsætter han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.