Van Gaal henter argentinsk landsholdsmålmand til United
Sergio Romero kan blive en del af en større målmandskabale i Manchester United, hvor David de Gea rygtes væk.
Manchester Uniteds manager, Louis van Gaal, har forstærket klubbens målmandstrup med en argentinsk landsholdsspiller. Arkivfoto
Manchester Uniteds manager, Louis van Gaal, har forstærket klubbens målmandstrup med en argentinsk landsholdsspiller. Arkivfoto Foto: Ted S. Warren/AP


Den engelske fodboldklub Manchester United har forud for Premier League-sæsonen forstærket sig med den argentinske landsholdsmålmand Sergio Romero.

Det oplyser klubben på sin hjemmeside natten til mandag.

Den 28-årige Romero skifter fra den italienske klub Sampdoria, hvor han har spillet siden 2011 og undervejs har været udlånt til AS Monaco i den franske liga.

- Jeg er meget glad for at komme til Manchester United. At spille for den største klub i verden er en drøm, der går i opfyldelse.

- Louis van Gaal er en fantastisk manager, og jeg kan ikke vente med at starte på denne nye og spændende udfordring i min karriere, siger Sergio Romero til manutd.com.

I United skal han erstatte den spanske målmand Victor Valdés, som manager Louis Van Gaal for nylig har sagt, at klubben vil sælge.

Romero kommer til at kæmpe med David de Gea om målmandsposten, men rygterne har i nogen tid talt om, at David de Gea er udset til at afløse Iker Casillas i målet hos Real Madrid.

Van Gaal erklærer sig meget tilfreds med sit argentinske indkøb, som han var træner for i AZ Alkmaar i Holland for over fem år siden.

- Sergio er meget talentfuld. Han var en ung målmand i min tid i AZ Alkmaar, og jeg glæder mig over, at han kommer til Manchester United. Han stod en fantastisk slutrunde ved VM i Brasilien sidste sommer, udtaler Louis van Gaal.

Sergio Romero, der har spillet 69 landskampe for Argentina, bliver også klubkammerat og konkurrent med danske Anders Lindegaard.

Manchester United har hentet Romero gratis, fordi hans kontrakt med Sampdoria netop er udløbet. Parterne har tegnet en treårig kontrakt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.