Vælgerne: Dette er vigtigere end dagpenge
Sundhedsvæsnet, ældreområdet og folkeskolen er vigtigere at prioritere end dagpenge, mener danskerne.
Vælgerne prioriterer sundhed, ældre og folkeskolen højere end dagpenge i en kommende finanslov, viser måling. Finansminister Bjarne Corydon (S) opfordrer Enhedslisten og SF til at have målingen i tankerne. Arkivfoto.
Vælgerne prioriterer sundhed, ældre og folkeskolen højere end dagpenge i en kommende finanslov, viser måling. Finansminister Bjarne Corydon (S) opfordrer Enhedslisten og SF til at have målingen i tankerne. Arkivfoto. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Spørger man vælgerne, så står forbedringer på dagpengeområdet ikke øverst på ønskelisten, når politikerne på Christiansborg skal finde frem til en finanslov for næste år.

Det viser en måling, som A&B Analyse har foretaget på nettet for online-mediet Altinget.

Netop dagpengeområdet ventes ellers at blive det helt store stridspunkt, når regeringen begynder forhandlinger om finansloven for 2015.

Vælgerne peger dog først på forbedringer inden for sundhed, ældre og folkeskolen, når de skal prioritere, hvordan en pulje på 1,5 milliarder kroner, som regeringen har afsat til ekstra velfærd, skal bruges. Dagpengeændringer kommer ind på en delt fjerdeplads sammen med ekstra midler til socialt udsatte børn og unge.

Blandt andet SF og Enhedslisten går til forhandlingerne med et krav om dagpengelempelser.

Finansminister Bjarne Corydon (S) mener, at regeringens støttepartier bør have den ny måling i baghovedet.

- Det er helt op til dem, hvordan de vil spille deres kort. Jeg håber bare, at de her tal vil minde SF og Enhedslisten om, at de også har et ansvar for at være en del af et velfærdsflertal på andre områder end dagpenge. For dem kommer vi først til at diskutere næste gang, når vi har rapporten fra dagpengekommissionen, siger Bjarne Corydon til Altinget.

Enhedslisten fastslår, at partiet ønsker forbedringer på en række velfærdsområder og ikke kun på dagpengeområdet.

Det samme gør SF. Her ærgrer finansordfører Jonas Dahl sig over, at "det kun er dagpenge, der fylder den offentlige debat". Partiet ønsker også flere penge til grøn omstilling, daginstitutioner, folkeskolen og psykiatrien.

- Vi har ikke ét hovedkrav, selvom mange journalister gerne vil skrive det sådan. Men det ændrer ikke på, at vi ønsker lempelser af dagpengereformen, og at der er et økonomisk råderum til det, siger Jonas Dahl til Altinget.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.