Våde bleer og manglende toiletbesøg: Nu skal ny minister i samråd
Som hjælp til ny ældreminister kalder S og SF hende i samråd for at få kastet lys over fejl i ældreplejen.
Kirsten Normann Andersen (SF) og Astrid Krag (S) har kaldt ældreminister Thyra Frank (billedet) fra Liberal Alliance i samråd for at høre, hvad den nye minister vil gøre for at forbedre ældreplejen.
Kirsten Normann Andersen (SF) og Astrid Krag (S) har kaldt ældreminister Thyra Frank (billedet) fra Liberal Alliance i samråd for at høre, hvad den nye minister vil gøre for at forbedre ældreplejen. Foto: Ida Marie Odgaard/Scanpix


Tirsdag aften kunne en TV2-dokumentar fortælle om våde bleer og ældre, der ikke kommer på toilettet til tiden, på et plejehjem i Viborg.

Derfor kalder Socialdemokratiet og SF ældreminister Thyra Frank (LA), der blev udnævnt mandag, i et samråd.

- Det er helt tydeligt i TV2's dokumentar, at de forhold er utålelige. Vi kan ikke være bekendt, at ældre ikke kommer på toilettet til tiden eller må gå med våde bleer. Så noget skal gøres, siger SFs sundhedsordfører, Kirsten Normann.

- Det er åbenlyst, at der mangler ressourcer. Hvis man kigger på den demografiske udvikling, får vi flere ældre. Det betyder, at vi bliver nødt til at sætte nogle penge af.

Også ældreordfører Astrid Krag (S) kræver "ministeren på banen" og har indkaldt til samråd.

Ifølge Ældresagen og Alzheimersforeningen er situationen i Viborg ikke enestående.

Kirsten Normann har selv en fortid i fagforeningen Fag og Arbejde, FOA. Ifølge hendes erfaringer er personalet i den kommunale ældrepleje presset.

Hun har store forhåbninger til den nye minister, der selv har en fortid som leder af et plejehjem. Og SF-ordføreren planlægger at bidrage ved at sætte fokus på problemerne i ældreplejen.

- Jeg tror, at regeringen ønsker at sætte fokus på ældreområdet, når de har lavet et ældreministerium, siger Kirsten Normann.

- Jeg tænker, at enhver minister har interesse i, at der er fokus på vedkommendes område. Så jeg tror, det handler om at finde nogle spørgsmål og problemstillinger, som skal løses.

Ole Glahn (R), der er medlem af Kommunernes Landsforenings social- og sundhedsudvalg, afviser, at den standard man så på plejehjemmet i TV2-dokumentaren er udtryk for niveauet andre steder.

- Det må være på grund af dårlig ledelse på de enkelte plejecentre, fordi jeg mener, at ældremilliarden har været med til at løfte plejen for de ældre generelt i kommunerne, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.