V vil ikke sende efterspurgte kampsoldater til Mali
Chefen for FN-styrken i Mali kritiserer Danmark for ikke at sende de kamptropper, der er brug for til landet.
Folketinget vedtog i november at sende 30 jægersoldater og et Herkules-fly til Mali. Men det er ikke det, der er brug for, lyder det fra chefen for FN-styrken i landet. (arkivfoto)
Folketinget vedtog i november at sende 30 jægersoldater og et Herkules-fly til Mali. Men det er ikke det, der er brug for, lyder det fra chefen for FN-styrken i landet. (arkivfoto) Foto: /free


Chefen for FN-styrken i Mali skal ikke regne med, at Danmark sender de 250 kampsoldater, han har bedt om.

Det siger forsvarsordfører Peter Juel Jensen (V), efter at generalmajor Michael Lollesgaard har kritiseret Danmark for ikke at lytte til hans ønsker.

- Vi er engageret flere andre steder, og vi bliver nødt til at holde noget af krudtet tørt, hvis jeg må blive i en forsvarsjargon, siger forsvarsordføreren.

Et flertal i Folketinget vedtog i november at sende et Herkules-fly og 30 jægersoldater til det krigshærgede land.

Men jægersoldaterne vil ikke gøre en reel forskel, fordi Holland allerede bidrager med specialstyrker, siger Lollesgaard tirsdag i Information. Generalmajoren havde efterspurgt 250 kampsoldater, som skulle beskytte forsyningskonvojer, som ofte bliver angrebet.

Store dele af landet er lovløst og hærget af terror. I november angreb militante et hotel i Malis hovedstad, Bamako, hvor 20 mennesker blev dræbt, heriblandt 14 udlændinge.

En uge senere mistede tre FN-soldater livet i et raketangret i det nordlige Mali. 56 FN-soldater har mistet livet på under et år. Det er det højeste antal, siden missionen i Somalia i starten af 1990'erne.

Men andre må tage ansvar for at sikre freden i landet, mener Peter Juel Jensen.

- Det er selvfølgelig en politisk prioritering. Vi har de ressourcer, vi har. Andre lande, som bærer knap så tung en byrde, må komme på banen, siger han.

Over 10.000 soldater deltager i missionen. Mali er en tidligere fransk koloni, og det var Frankrig, der i 2013 indledte flyangreb mod de islamistiske grupper i landet.

Også Holland leverer et solidt bidrag til indsatsen, og Tyskland besluttede i november at støtte missionen med 650 soldater for at aflaste Frankrig.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.