V-forslag om billige lån er en farlig vej ifølge økonom
Økonom advarer mod negativ effekt af billigere sommerhuslån. Men Landdistrikternes Fællesråd er positive.
Der er mange andre årsager end lånemulighederne til, at sommerhusmarkedet har det svært mange steder, siger boligøkonom Curt Liliegreen.(Arkivfoto)
Der er mange andre årsager end lånemulighederne til, at sommerhusmarkedet har det svært mange steder, siger boligøkonom Curt Liliegreen.(Arkivfoto) Foto: Martin Lehmann/Polfoto


Venstres forslag om at gøre det billigere at købe sommerhus ved at slække på realkreditkravene kan være en farlig vej.

Det mener Curt Liliegreen, der er direktør for Boligøkonomisk Videncenter.

Venstre mener, at sommerhuskøbere skal kunne få 70 eller 80 procent i realkreditlån, mod i dag kun 60 procent. Med forslaget ønsker de at øge væksten til både turisme og udkantsområderne.

- Sigtet er sympatisk. Men det forudsætter, at priserne altid stiger, og det ved vi, at de ikke gør. Kommer der et prisfald, er det klogt med en lavere belåningsgrænse og en større egenfinansiering. Dermed har sommerhusejeren en økonomisk stødpude, så et salg ikke risikerer at ødelægge familiens økonomi, siger Curt Liliegreen.

Han mener også, at metoden kan være en lidt udsigtsløs måde at sætte gang i yderområderne på, hvis årsagerne til krisen slet ikke skyldes finansiering.

- Tidligere undersøgelser har peget på, at det snarere er den generelle samfundsudvikling og fraflytning fra land mod by, der skaber problemerne, end det er en overforsigtig finanssektor, siger Curt Liliegreen.

Han er langt fra overbevist om, at Venstres idé om at booste vækst og økonomi generelt via større sommerhussalg er effektiv.

- Det store sommerhusområde Marienlyst på Falster er et godt eksempel på, at man sagtens kan have et aktivt feriehusområde i højsæsonen. Men blot få kilometer væk har man fortsat et helårsboligmarked i dyb krise.

Formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, der også er byrådsmedlem for Venstre i Lemvig Kommune, er glad for forslaget.

- Vi er positive over for ideen, der når flere målgrupper. Både dem, der køber til eget brug, og dem, der mest vil leje ud.

- Endelig er der ældre, der gerne vil flytte ud i sommerhuset mere permanent, som den nye planlov nu giver lov til allerede efter et års ejerskab. Men i alle tilfælde kan en billigere finansiering være med til at skubbe på, siger han.

Landdistrikternes Fællesråd har også foreslået forhøjet bundfradrag for sommerhusudlejning, Så ejerne har større interesse i at udleje deres hus i de uger, de ikke selv bor der, og så huset bliver brugt mere.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.