Usikker EU-aftale får Canadas førstemand til at blive hjemme
Selv om frihandelsaftale mellem EU og Canada stadig lever, vil Justin Trudeau ikke spilde sin tid i Bruxelles.
Belgiens udenrigsminister, Didier Reynders, er fortsat optimist i forhold til at få en aftale i hus, der kan sikre en frihandelsaftale mellem EU og Canada.
Belgiens udenrigsminister, Didier Reynders, er fortsat optimist i forhold til at få en aftale i hus, der kan sikre en frihandelsaftale mellem EU og Canada. Foto: Eric Vidal/Reuters


Politiske ledere i Belgien har onsdag aften afsluttet et møde i Bruxelles uden at blive enige om, hvorvidt landet skal støtte en frihandelsaftale med Canada.

Det oplyser landets udenrigsminister, Didier Reynders, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Mødet vil dog blive genoptaget torsdag morgen. Det belgiske nyhedsbureau Belga oplyser, at det vil finde sted klokken 10.00.

Men den melding har natten til torsdag dansk tid fået Canadas premierminister, Justin Trudeau, til foreløbig at aflyse sin planlagte tur til Bruxelles.

En talsperson for den canadiske regering understreger, at Canada stadig venter på EU.

Landet er stadig klar til at skrive under på Ceta-aftalen, som den officielt hedder.

- Canada er klar til at underskrive denne vigtige aftale, når Europa er, siger Alex Lawrence, talsperson for handelsminister Chrystia Freeland.

Også fra belgisk side er der fortsat optimisme. Ifølge landets premierminister, Charles Michel, blev de belgiske parter enige om meget på mødet onsdag aften.

Han vil sammen med de belgiske regioner og forskellige sprogsamfund torsdag fortsætte arbejdet med at forfatte en fælles tekst.

Det er meningen, at den skal dæmpe især regionen Valloniens bekymringer.

Ambassadører fra EU's lande mødes ifølge Belga klokken 11 for at diskutere EU's samlede position.

På et topmøde torsdag var det meningen, at aftalen med Canada skulle være skrevet under.

Men med Justin Trudeaus afbud virker det usandsynligt, at aftalen skrives under torsdag.

Det har ellers lignet en formsag at give grønt lys til aftalen. Selve indholdet har længe ligget færdig.

Men et problem dukkede op, da den vallonske delstatsregering i Belgien blokerede for, at landet kunne skrive under.

Belgien var ellers det sidste EU-land, der skulle sætte sin underskrift.

Vallonien vil blandt andet have sikkerhed for, at virksomheder fra Canada ikke vil kunne sagsøge EU-lande, der indfører nye regler om at beskytte miljø og sundhed.

Aftalen vil fjerne over 99 procent af toldbarriererne mellem EU og Canada.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.