USA undersøger Putins nærmeste for hvidvask
Ejeren af Gunvor Group, Gennadij Timtsjenko, undersøges for hvidvask af penge. Gunvor har tråde til Danmark.
Det amerikanske finansministerium efterforsker russer or hvidvaskning af penge.
Det amerikanske finansministerium efterforsker russer or hvidvaskning af penge. Foto: Alexander Zemlianichenko/AP


En milliardær, der er en fra Ruslands præsident Vladimir Putins inderste kreds, efterforskes i USA for hvidvaskning af penge, skriver avisen Wall Street Journal.

Ifølge avisen bliver Gennadij Timtsjenko efterforsket af USA's føderale statsadvokat i New Yorks østlige distrikt. Det beretter en række anonyme kilder, der har kendskab til sagen, til avisen.

Gennadij Timtsjenko grundlagde sin formue, da han i sin tid startede virksomheden Gunvor Group, der er et af verdens fem største olieselskaber.

Gunvor Group afviser alle beskyldninger.

- Det er faktuelt forkert. Vi har aldrig arbejdet på den måde, og vi vil aldrig arbejde på den måde, siger en talsmand for selskabet i en e-mail til nyhedsbureauet Reuters.

- Selskabet er fanget i politisk krydsild. Vi kan ikke kommentere nogen efterforskning af Timtsjenko, siger talsmanden, der tilføjer, at Gunvor Group ikke er blevet varslet om, at Timtsjenko efterforskes for økonomisk kriminalitet i USA.

Ifølge DR-programmet P1 Dokumentar har Gunvor Group også tråde til Danmark, hvor olieselskabet via selskaber på Cypern og Belize er medejer af et dansk kommanditselskab, Aria Petroleum K/S.

Kommanditselskaber er særligt interessante for udenlandske virksomheder, da de kan bruges som skattely. Det specielle ved selskabsformen er nemlig, at danske kommanditselskaber ejes af to type ejere - en synlig og en skjult.

Den synlige ejer er ofte registreret i et land som eksempelvis det mellemamerikanske Belize, mens den rigtige ejer til gengæld er helt skjult og kan være registret i et hvilket som helst skattely. Ingen kan finde frem til selskabet og ejerne, for sporet ender blindt i Danmark.

Ejerne af et kommanditselskab skal ikke registreres hos de danske myndigheder modsat aktieselskaber, der skal registrere alle ejere over fem procent.

Torsdag har skatteminister Benny Engelbrecht (S) og erhvervsminister Henrik Sass Larsen (S) fremlagt en skattelypakke, der skal skabe mere åbenhed om kommanditselskabernes ejere.

Ifølge P1 Dokumentar mener det amerikanske finansministerium, at Vladimir Putin har forbindelse med Gunvor Group, men det er hidtil blevet pure afvist.

Gennadij Timtsjenko står på listen over de russiske personer, der er blevet ramt af USA's sanktioner.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.