USA sender kampsoldater på rotation i Østeuropa fra 2017
Ruslands militære aggression gør, at USA vil sende tusindvis af soldater på rotation i det østlige Europa.
USA vil fra begyndelsen af næste år igangsætte en rotation, hvor brigader af kamptropper indsættes til militære opgaver i Østeuropa på nimåneders skift.
USA vil fra begyndelsen af næste år igangsætte en rotation, hvor brigader af kamptropper indsættes til militære opgaver i Østeuropa på nimåneders skift. Foto: Colourbox/Free


USA vil fra begyndelsen af næste år igangsætte en rotation, hvor brigader af kamptropper indsættes til militære opgaver i Østeuropa på nimåneders skift.

Missionen er del af en større militær plan, der er iværksat som konsekvens af Ruslands stigende aggression i regionen.

Rusland har blandt andet provokeret USA og Europa med sin slet skjulte militære tilstedeværelse i Ukraine. Og russiske kampfly krænker i stigende grad luftrummet i en række europæiske lande - særligt i de baltiske lande.

De amerikanske hold af kampsoldater skal udstationeres i perioder på ni måneder begyndende fra februar 2017. De skal udføre militærøvelser i Estland, Letland, Litauen, Polen, Rumænien, Bulgarien og Ungarn ifølge USA's militære kommando i Europa.

Med de ekstra kampsoldater vil det amerikanske militær have, hvad der svarer til tre fulde brigader udstationeret i Europa, oplyser militæret.

Der er typisk 3200 til 5500 soldater i en brigade.

Beslutningen betyder, at USA's allierede "mere hyppigt vil opleve tilstedeværelse af en væbnet brigade med mere moderne udstyr i deres lande", siger Natos øverstkommanderende for de europæiske styrker, general Philip Breedlove.

Rusland annekterede forrige år sortehavshalvøen Krim, hvilket har udløst sanktioner fra både USA og Europa, som fortsat fordømmer russernes handling.

USA vil fragte moderne militært udstyr til Europa. Det skal placeres i Belgien, Holland og Tyskland.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.