Tyrkiet arbejder på højtryk for at finde terrorbagmænd
Efterforskere forsøger at identificere selvmordsbombere bag Ankara-terror, som har dræbt mindst 95 mennesker.
Der er trer dages landesorg i Tyrkiet efter lørdagens terrorangreb i hovedstaden Ankara. Tyrksiek efterforskere forsøger for fyld tryk at opklare angrebet.
(AP Photo/Burhan Ozbilici)
Der er trer dages landesorg i Tyrkiet efter lørdagens terrorangreb i hovedstaden Ankara. Tyrksiek efterforskere forsøger for fyld tryk at opklare angrebet. (AP Photo/Burhan Ozbilici) Foto: Burhan Ozbilici/AP


Tyrkiske efterforskere og sikkerhedsfolk er i fuld gang med at forsøge at opklare det meget blodige terrorangreb, der lørdag formiddag ramte en fredsdemonstration i den tyrkiske hovedstad, Ankara.

Ifølge myndighedernes oplysninger var det to selvmordsterrorister, der begik attentatet, som har kostet mindst 95 mennesker livet.

Premierminister Ahmet Davutoglu, der har erklæret tre dages landesorg, har sat navn på 52 af ofrene og siger, at arbejdet med at identificere de resterende dødsofre er i gang.

Der er, siger hans kontor, fortsat 246 sårede under lægebehandling, og af dem er 48 under intensiv behandling.

Søndag formiddag venter pårørende til sårede stadig uden for Ankaras hospitaler for at høre nyt om deres kære.

Videre siger premierministerkontoret, at den militante bevægelse Islamisk Stat eller yderliggående, venstreorienterede kurdiske grupper mistænkes for at stå bag terrorangrebet.

Den regeringsvenlige avis Yeni Safak skriver, at en af de to formodede selvmordsterrorister er identificeret. Det skal dreje sig om en mand på mellem 25 og 30 år.

Han er identificeret, efter at ligene er analyseret, og efter at der er taget fingeraftryk, skriver avisen.

Ingen gruppe har taget skylden for attentatet, som kommer på et tidspunkt, hvor der er såvel politiske som militære spændinger på mange fronter i Tyrkiet.

Der er valg den 1. november, fredsforhandlingerne og våbenhvilen mellem den tyrkiske regering og de oprørske kurdere i den væbnede gruppe PKK er brudt sammen, og der er igen væbnede sammenstød.

Desuden raser krigen i Tyrkiets naboland Syrien, der pumper en strøm af flygtninge til Tyrkiet.

Senest har Rusland meldt sig som krigsdeltager ved at foretage luftangreb mod regeringsfjendtlige grupper i Syrien.

Tyrkiet hævder, at russiske jagerfly har krænket tyrkisk luftrum i forbindelse med angreb på de grupper, der bekæmper Syriens præsident Bashar al-Assad, som altså Rusland vil hjælpe, men som Tyrkiet er imod.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.