USA letter på sanktioner mod Myanmar før Kerry-visit
Fem dage før USA's udenrigsminister besøger Myanmar, har amerikanerne besluttet at lempe sanktioner.
I et forsøg på at støtte politiske reformer og økonomisk vækst i Myanmar har USA besluttet at lette på sanktioner, oplyser det amerikanske finansministerium.
I et forsøg på at støtte politiske reformer og økonomisk vækst i Myanmar har USA besluttet at lette på sanktioner, oplyser det amerikanske finansministerium. Foto: Gemunu Amarasinghe/arkivfoto/AP


USA letter på sanktioner pålagt Myanmar i et forsøg på at støtte politiske reformer og økonomisk vækst i det asiatiske land, oplyser det amerikanske finansministerium.

- Regeringen har gjort betydelige fremskridt. Vi vil gerne have, at de rider videre på denne bølge, siger Josh Earnest, en talsmand i Det Hvide Hus.

Beslutningen betyder, at amerikanere igen kan investere i Myanmar, hvor landets nye præsident, Htin Kyaw, for nylig har benådet over 60 politiske fanger.

USA fjerner restriktioner på regulær handel og finansiel virksomhed for amerikanere bosat i Myanmar.

Amerikanerne har blandt andet besluttet at slette syv statsejede selskaber fra landets sorte liste over selskaber, der er pålagt sanktioner.

Samtidig vil USA tillade vareforsendelser til lufthavne og havne, oplyser ministeriet.

Bekendtgørelsen kommer før udenrigsminister John Kerrys besøg i Myanmar 22. maj.

USA betragter magtoverdragelsen for nylig i Myanmar til en civil regering ledet af Aung San Suu Kyi som en historisk milepæl.

Aung San Suu Kyi, der er verdenskendt for sin kamp for demokrati i Myanmar, som indtil for fem år siden blev kontrolleret af et militært styre, har sagt, at den nye regering i Myanmar vil arbejde for at løslade alle politiske fanger.

Aung San Suu Kyi har selv været politisk fange, og hun siger, at løsladelserne af politiske fanger har høj prioritet for regeringen.

Amerikanerne opretholder sanktioner mod landets magtfulde militær.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.