USA-chef: Kendte først til VW-snydesoftware i september
Volkswagens amerikanske chef undskylder over for kongresudvalg fusk med målinger af dieselbilers udledning.
Volkswagens amerikanske chef, Michael Horn, tages i ed, inden han skal aflægge forklaring over for et amerikansk kongresudvalg.
Volkswagens amerikanske chef, Michael Horn, tages i ed, inden han skal aflægge forklaring over for et amerikansk kongresudvalg. Foto: Cliff Owen/AP


Volkswagens amerikanske chef, Michael Horn, siger, at han allerede i 2014 kendte til, at der var problemer med udledninger fra bilgigantens dieselbiler.

Men det var først i september, at han fik kendskab til den snydesoftware, der var installeret på millioner af biler, siger han i en forklaring til undersøgelsesudvalget under den amerikanske kongres.

Ifølge Michael Horn blev han først informeret om eksistensen af den ulovlige software "et par dage" før den 3. september, hvor selskabet officielt erkendte, at den fandtes, oplyser han.

I begyndelsen af 2014 fandt han ud af, at VW's dieselbiler ikke levede op til de amerikanske regler, siger han.

- Men jeg fik ikke at vide på det tidspunkt, lige som jeg heller ikke havde grund til at mistænke eller tro, at vores biler skulle have en sådan anordning.

I sin udtalelse til kongresudvalget undskylder Horn for, at den tyske bilgigant ved hjælp af software har snydt med målingerne af udledninger af miljøskadelige stoffer fra Volkswagens dieselbiler.

- På vegne af vores selskab og mine kolleger i Tyskland, og på mine egne vegne, vil jeg gerne give en dybfølt undskyldning for Volkswagens brug af et softwareprogram, som havde til formål at overvinde test af udledninger, siger Michael Horn.

Det var ikke selskabets beslutning at anvende softwaren i dieselbilerne, men derimod noget som enkeltpersoner gjorde, siger VW-chefen.

- Det var et par softwareingeniører, som af ukendte årsager havde sat det i, siger Horn.

Han betegner hele sagen som "dybt foruroligende" og lover, at Volkswagen vil samarbejde fuldt ud med alle myndigheder og "arbejde på at sikre, at dette aldrig sker igen".

Horn er den første VW-chef, der skal stå skoleret i Kongressen og forklare sig i skandalen.

Bilproducenten risikerer en bøde på mange milliarder dollar og muligvis også en sigtelse.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.