USA bekræfter drab på IS-medlem fra Danmark
Det er stadig uvist, om den dræbte R.T. var dansk statsborger, men han har stærk tilknytning til Danmark.
Det amerikanske forsvarsministerium har bekræftet, at en IS-kriger med stærk tilknytning til Danmark blev dræbt i et amerikansk ledet angreb 7. december i år.
Det amerikanske forsvarsministerium har bekræftet, at en IS-kriger med stærk tilknytning til Danmark blev dræbt i et amerikansk ledet angreb 7. december i år. Foto: AP, POLFOTO, Str./free


Det amerikanske forsvarsministerium bekræfter, at manden R.T., som har boet en stor del af sit liv i Danmark, omkom i et luftangreb, som fandt sted 7. december i nærheden af byen Raqqa i Syrien.

Det skriver Information på sin hjemmeside.

Ifølge oplysninger, som tidligere har været fremme i Politiken, er R.T. dansk statsborger, men det har ikke været muligt for Information at få dette bekræftet.

Anonyme kilder har tidligere fortalt om drabet, men nu har USA på et pressemøde tirsdag bekræftet det.

R.T. var i Syrien for at kæmpe for Islamisk Stat, og han har boet, arbejdet og uddannet sig i Danmark.

Amerikanerne beskriver R.T. som et "betroet" medlem af Islamisk Stat.

Udenrigsministeriets Borgerservice vil på nuværende tidspunkt ikke oplyse noget vedrørende den dræbte 28-årige mand.

- Udenrigsministeriets Borgerservice har ingen oplysninger i sagen, fortæller Udenrigsministeriets vagtcenter til Ritzau.

På pressemødet blev det også annonceret, at ni andre medlemmer af IS blev dræbt under angrebet.

De ti drab er primært udført ved hjælp af droner, men om R.T. blev dræbt ved hjælp af en drone, oplyser det amerikanske forsvarsministerium ikke.

Tidligere på måneden skrev Politiken, at der var endnu en dansker, som blev dræbt i det pågældende angreb. Det er ikke blevet bekræftet af USA.

Det var den amerikanskledede koalition, der stod bag drabet. Hvilket land der udførte drabet, har USA ikke oplyst.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.