United giver angribere comeback i Champions League
Wayne Rooney og Anthony Martial har overvundet sygdom og skade forud for mødet med PSV Eindhoven.
Wayne Rooney er tilbage efter en sygdomspause.
Wayne Rooney er tilbage efter en sygdomspause. Foto: Martin Rickett/AP


Der bliver gensyn med både Wayne Rooney og Anthony Martial, når Manchester United onsdag aften tager imod PSV Eindhoven i en topkamp i Champions Leagues gruppe B.

De to angribere sad over med henholdsvis sygdom og en skade, da den engelske storklub lørdag besejrede Watford i Premier League, men manager Louis van Gaal råder igen over dem begge i den vigtige kamp mod det hollandske mesterhold.

Også Marouane Fellaini er tilbage i truppen, fortæller van Gaal.

- Fellaini, Martial og Rooney har vist på træningsbanen, at de er klar, siger Louis van Gaal ifølge nyhedsbureauet Reuters.

I lørdagens kamp vikarierede Memphis Depay som spydspids i Rooneys fravær - en disposition, som manageren selv var ganske tilfreds med.

- Den måde, vi spillede på, var det samme system, som jeg brugte med det hollandske landshold.

- På den måde har Depay mere frihed, og den slags spillere er så glade for den frihed, at de blomstrer op, og det gjorde han i første halvleg, siger han.

Af samme grund vil van Gaal ikke garantere hverken Rooney eller Martial en plads i startopstillingen mod PSV Eindhoven.

- Det sker ikke automatisk. Det er altid managerens afgørelse.

- Jeg sammenligner spillerne med hinanden, og jeg tager med i overvejelserne, hvor friske de er, og hvordan de ser ud i træningsøvelserne, siger Louis van Gaal.

Mens Rooney, Martial og Fellaini altså er tilbage i truppen, må Manchester United undvære Ander Herrera og Phil Jones som følge af skader.

PSV Eindhoven vandt den omvendte kamp med 2-1 og ligger på gruppens andenplads med seks point - et mindre end førende United.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.