Den stigende arbejdsløshed påvirker de unges studievalg.
Tidligere kunne de få et job uanset hvad, der stod på eksamensbeviset. I dag skæver de unge mere til hvilke jobmuligheder, en uddannelse giver. Sådan lyder meldingen fra landets uddannelsessteder.
"I dag vil de unge gerne have en uddannelse med jobgaranti," siger Jan Svendsen, souschef ved Københavns Studievalg til Berlingske Tidende.
Studiechefen på Århus Universitet, Eva Teilman, bakker op:
"Flere unge spørger, hvad er så beskæftigelsesmulighederne? Hvad kan jeg blive, og hvordan kan jeg bruge det? Det så vi ikke for ti år siden."
Lektor ved Københavns Universitet Lars Ulriksen, der forsker i unges valg af uddannelse ved Institut for Naturfagenes Didaktik, siger, at de unge for ti år siden udelukkende valgte uddannelse efter interesse og lyst.
"Nu virker det som om, at de unge siger, at uddannelsen skal være sjov, spændende og noget for mig, men jeg skal også have fornemmelse af, at der er et arbejde bagefter."