Ung tysker blev slynget 20 meter ud af bil
Bilist var heldig ikke at lande i en kanal, da han forulykkede nær Fjerritslev, siger politiet


En ung bilist er indlagt på et hospital i Aalborg med livsfarlige kvæstelser efter en voldsom solo-ulykke tidligt tirsdag morgen.

Manden kørte galt på Bygholmvejlevej ved Fjerritslev, skriver nordjyske.dk.

Den kvæstede menes at være en 18-årig tysker, der var alene i bilen.

Nær ulykkesstedet er en kanal.

- Han var heldig ikke at ryge i vandet, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Mogens Hougesen til Ritzau.

Bilisten blev slynget gennem luften og over kanalen og landede til sidst på en betonklods.

Ingen så angiveligt ulykken, som muligvis skyldes høj fart.

- Det lykkedes ham at få prajet en bilist og få hjælp, fortæller politiets vagtchef.

Skaderne er omfattende. Den 18-årige har fået adskillige brud, ligesom begge lunger er punkteret.

Med hjælp fra de tyske myndigheder søger politiet tirsdag at få kontakt med de pårørende.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.