
Del på Facebook
Sent torsdag aften forsøgte en 22-årig mand ifølge Østjyllands Politi at bryde ind i dronningens sommerresidens, Marselisborg Slot, i Aarhus.
Politiet havde held til at anholde manden på fersk gerning, og fredag formiddag vil han blive fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.
- Vi modtager en anmeldelse fra alarmselskabet klokken 23.05 om et indbrud, fortæller politikommissær Mogens Brøndum til Ritzau.
Gerningsmanden havde skaffet sig adgang til det kongelige sommerhus gennem et kældervindue, men han var ikke hurtig nok til at slippe fra Østjyllands Politi.
- Vi får sendt betjente til stedet, og han bliver anholdt på fersk gerning, fortæller Mogens Brøndum.
Det lykkedes ikke for den 22-årige gerningsmand at få samlet et udbytte, inden han blev anholdt af politiet.
Fredagens grundlovsforhør vil af hensyn til politiets videre efterforskning blive begæret afholdt for lukkede døre.
Det er højst usædvanligt, at sager om tilsyneladende banale indbrud bliver kørt for lukkede døre, og meget tyder på, at det er det prominente gerningssted, som får politiet til at holde kortene tæt til kroppen.
Dronningen og prins Henrik opholder sig ikke på Marselisborg slot i øjeblikket.
NYHEDSBREV
Interesserer du dig for nyheder om job og arbejdsliv, så prøv Avisen.dk's nyhedsbrev!
Du kan naturligvis altid framelde dig igen, og vi deler ikke din mail med andre.
Læs vores
forretningsbetingelser.