Regentparret og kronprinseparret skuffer i en undersøgelse om de kongeliges arbejdsindsats. Undersøgelsen er udarbejdet af Ekstra Bladet.
Avisen har gennemgået arbejdsprogrammet for 2013 hos de forskellige medlemmer af monarkierne i Danmark, Svergie, Norge og England. Og her går bundplaceringerne til medlemmerne af det danske kongehus.
I undersøgelsen sammenlignes regenterne med hinanden, og det samme gør tronfølgerne og deres partnere. Sammenligningen viser, at de kongelige i Danmark er langt mere dovne end i nabolandene
Kongehuset genkender ikke billedet
Hos Kongehuset afviser de kritikken.
- Jeg kan ikke genkende den kongelige families aktivitetsniveau i denne måde at måle arbejdsindsats på. Metoden afspejler udelukkende de kongeliges synlighed i det offentlige rum og er langtfra et realistisk billede af den kongelige families virke, siger hoffets kommunikationschef, Lene Balleby, til Ekstra Bladet.
Undersøgelsen er baseret på de programpunkter, der optræder på kongehusenes offentligt tilgængelige hjemmesider. Kommunikationschefen hos Kongehuset mener derfor ikke, at det er helt retvisende for den reelle indsats.
- Jeg kender ikke andre, der udelukkende måles på tilstedeværelse, og hvor man fuldstændig overser arbejdsdagene på kontoret, de mange møder med involverede parter, interne møder samt en lang række af begivenheder og besøg, som ikke offentliggøres, siger hun.
Men det samme gælder, ifølge Ekstra Bladet, de kongelige fra de tre andre lande, der må have endnu mere forberedelse på grund af flere arrangementer.
Kilde: Ekstra Bladet