Undersøgelse: Disse elever bedømmes hårdere end andre
Lærere bedømmer drenge og indvandrerelever hårdere end piger, viser en ny SFI-kortlægning.
Drenge får lavere karakterer, når deres egen lærer bedømmer dem, end når de går til eksamen. Det modsatte gør sig gældende for piger, viser undersøgelse. Genrefoto
Drenge får lavere karakterer, når deres egen lærer bedømmer dem, end når de går til eksamen. Det modsatte gør sig gældende for piger, viser undersøgelse. Genrefoto Foto: Colourbox/free


Når danske lærere giver standpunktskarakterer til deres elever, får drenge, indvandrerelever og elever, hvis forældre ikke har en uddannelse, lavere karakterer, end de scorer til eksamen.

Det skriver Jyllands-Posten.

En kortlægning af 400.000 elevers karakterer i alle fag, som Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) har lavet, viser, at de tre elevgrupper med rette kan føle sig hårdt bedømt af deres lærere.

Deres lærere giver dem systematisk lavere standpunktskarakterer, end eleverne opnår ved afgangsprøverne i 9. klasse.

Ved eksamen bedømmes eleverne både af deres lærer og en censor, som de ikke kender.

Elever med indvandrerbaggrund, der får 7,0 til afgangsprøven, får kun 6,5 i standpunktskarakter.

Drenge, der får 7,0 til prøven, får 6,6 af deres lærer, mens elever med forældre uden uddannelse, der får 7,0 til prøven, kun får 6,4 af læreren.

Samtidig får piger og elever med højtuddannede forældre højere standpunktskarakter end eksamenskarakter.

Seniorforsker Beatrice Schindler Rangvid fra SFI peger på, at mønstret i karaktergivningen kan være med til at begrænse elevernes videre uddannelse, da lavere karakterer påvirker deres motivation og forventninger.

- Dette kan være en del af forklaringen på, hvorfor drenge generelt klarer sig dårligere end pigerne i uddannelsessystemet, siger hun til Jyllands-Posten.

Ifølge folkeskoleloven skal både standpunktskarakterer og eksamenskarakterer bedømme elevernes faglige færdigheder.

Formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, mener, at lærerne godt kan bedømme elever objektivt.

Forskellene kan ifølge ham skyldes, at afgangsprøverne bedømmer en snæver faglighed.

- Der er mange flere aspekter af elevernes faglighed med i lærerens bedømmelse, siger Anders Bondo Christensen til avisen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.