Underernærede ældre kan koste sundhedsvæsnet dyrt
Det er vigtigt, at ældre motiveres til at spise ordentligt. Hvis ikke kan det koste sundhedsvæsnet dyrt.


Det er alvorligt, hvis ældre, der får mad af hjemmehjælperen, mister appetitten af de ni dage gamle, vakuumpakkede måltider nogle kommuner serverer.

Ifølge Socialstyrelsen er hver femte ældre, der modtager mad fra hjemmeplejen, undervægtig i forvejen, hvilket gør dem sårbare overfor sygdomme. Det fortæller professor i klinisk ernæring ved Københavns Universitet Jens Kondrup.

Den sårbarhed kan betyde, at de ældre i højere grad får brug for behandling og hjælp, end hvis de ikke var undervægtige. Og det kan komme til at koste sundhedsvæsnet dyrt.

Kondrup fortæller, at man i Storbritannien har undersøgt, om underernærede patienter koster mere end andre patienter.

- Man undersøgte, hvor ofte de var indlagt, hvor meget medicin de fik, og alle andre udgifter for sundhedsvæsnet i forhold til patienter, der ikke var undervægtige. De patienter, der var underernæret, kostede dobbelt så meget som de patienter, der ikke var underernæret, siger han.

- Merudgifterne gik til ekstra hospitalsindlæggelser og -besøg, og deres medicinudgifter var større, ligesom behovet for hjælpemidler som gangstativer og rollatorer også var større.

Jens Kondrup vurderer, at en sådan undersøgelse i Danmark vil nå frem til et lignende resultat.

Netop for ældre er det særligt vigtigt, at måltidet er tillokkende, fortæller forskningskonsulent på professionshøjskolen Metropol Jens Kofod, der har forsket i ældres måltider.

- Mange af de ældre bliver ikke sultne som os andre, der går frem og tilbage og er ude hele dagen. De sidder derhjemme, siger han.

Om sovsen dufter af sovs, og kartoflerne er gule, er en vigtig ingrediens, hvis ældre skal motiveres til at spise og dermed holde vægten, mener han:

- Det betyder mindst lige så meget som madens kvalitet. Kvaliteten af maden afhænger af den kontekst, du får den i. Hvem er du sammen med? Hvordan dufter den? Hvordan er der dækket op?

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.