Ulrik Wilbek: Vi svigter bogligt svage på kontanthjælp
Den tildligere håndboldtræner vil gøre en forskel for unge, der har det svært i skolen.
- Der er mange af de her unge mennesker, som har haft en rigtig svær skolegang og derefter kommer ud og fortsat har det svært med den måde, samfundet i dag er indrettet på, siger Ulrik Wilbek.
- Der er mange af de her unge mennesker, som har haft en rigtig svær skolegang og derefter kommer ud og fortsat har det svært med den måde, samfundet i dag er indrettet på, siger Ulrik Wilbek. Foto: Scanpix/arkiv


Unge, der bliver tabt af samfundet, fordi de ikke er bogligt stærke, fortjener særlig opmærksomhed.

Det mener Ulrik Wilbek, der i denne uge er blevet opstillet som Venstres borgmesterkandidat i Viborg.

I et interview med BT, siger den tidligere håndboldlandsholdstræner, at landspolitikerne har fejlet i forhold til at sætte fokus på, hvad de knap så skolestærke er gode til.

- Jeg synes, der er blevet begået en eklatant fejl i samfundet gennem en periode; nemlig at holdningen har været, at alle uanset evner absolut skal have en boglig uddannelse og alle absolut skal gå videre til et eller andet, siger han til BT.

Han uddybber, at de omtalte unge oftest er dem, der havner på eller allerede er havnet på kontanthjælp og er uden for fællesskabet.

- Der er mange af de her unge mennesker, som har haft en rigtig svær skolegang, og derefter kommer ud og fortsat har det svært med den måde, samfundet i dag er indrettet på. De kommer ud og er kort efter på overførselsindkomst. Jeg brænder meget for, at vi skal gøre det bedre. Dels at vi får dem i gang med noget. Men bestemt også at forebygge, så der ikke kommer flere, siger Ulrik Wilbek.

Viborggenserne kan forvente meget mere politik fra Ulrik Wilbeks mund, når der er kommunalvalg om et halvt år.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.