Ukraines premierminister Jatsenjuk træder tilbage
Arsenij Jatsenjuk går af som premierminister i Ukraine. Han erklærer sin støtte til formanden for parlamentet.
Arsenij Jatsenjuk, Ukraines premierminister, siger i en tale søndag, at han vil gå af. han vil fremsætte sin afskedsbegæring tirsdag i det ukrainske parlament, som ses på billedet.
Arsenij Jatsenjuk, Ukraines premierminister, siger i en tale søndag, at han vil gå af. han vil fremsætte sin afskedsbegæring tirsdag i det ukrainske parlament, som ses på billedet. Foto: Sergei Chuzavkov/AP


Ukraines premierminister, Arsenij Jatsenjuk, vil fratræde sin stilling.

Det bekræfter Jatsenjuk selv på sin Twitter-profil søndag eftermiddag.

- Der er flere årsager til min beslutning, siger han i en tv-transmitteret tale ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Den politiske krise i regeringen er blevet kunstigt udløst, og ønsket om at ændre én person har blændet politikerne og lammet deres vilje til at arbejde for virkelige ændringer i landet, siger han i talen.

Desuden siger han, at politisk destabilisering er uundgåelig, hvis der ikke vælges en ny regering prompte efter hans afgang som premierminister.

Jatsenjuk vil fremsætte sin afskedsbegæring på tirsdag i det ukrainske parlament.

Han takker i et tweet de af sine kolleger, der har handlet ærligt og uselvisk.

- De to seneste regeringer var unikke. De var de første manifestationer af et nyt Ukraine, lyder det.

I midten af februar mistede regeringen sit flertal i parlamentet i Kijev, efter to partier forlod det vaklende koalitionssamarbejde.

Oleg Beresjuk, partilederen af et af partierne, det lille parti Selvhjælp, beskyldte ledelsen i premierminister Jatsenjuks regering for korruption og nepotisme.

Det første parti forlod samarbejdet i september sidste år.

I februar overlevede Jatsenjuk med nød og næppe en mistillidsafstemning i parlamentet til trods for, at Ukraines præsident, Petro Porosjenko, havde bedt ham om at fratræde sin post.

Siden har han modstået presset til at gå af. Men den politiske krise i landet har splittet koalitionen og forårsaget en forsinkelse på udbetalingen af et nødlån på omkring 117 milliarder kroner igennem Den Internationale Valutafond.

Jatsenjuk siger i sin tale søndag, at han støtter parlamentets formand, Volodymyr Groysman, som sin efterfølger.

Jatsenjuk har været premierminister, siden den daværende prorussiske præsident Viktor Janukovitj måtte flygte ud af landet i februar 2014 efter en opstand, der tog fart hen over vinteren i hovedstaden Kijev.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.