Uefa åbner racismesag for hagekors
Det kroatiske fodboldforbund er på ny kommet under anklage for racisme efter fredagens EM-kamp mod Italien.
Kigger man godt efter, kan man se et hagekors træde frem i græsset på Stadion Puljud i Split.
Kigger man godt efter, kan man se et hagekors træde frem i græsset på Stadion Puljud i Split. Foto: Darko Bandic/AP


Uefa har åbnet en racismesag mod Kroatiens fodboldforbund (HNS) efter kroaternes EM-kvalifikationskamp mod Italien fredag aften.

På tv-billederne fra kampen kunne man tydeligt se, at et svastika - et hagekors - trådte frem i græsset på Stadion Puljud i Split.

Det fik efter kampen italienerne til at indgive en officiel klage til det europæiske fodboldforbund.

- En disciplinærsag er blevet åbnet mod det kroatiske fodboldforbund (HNS), skriver Uefa på sin hjemmeside, hvor det bliver præciseret, at sagen omhandler "racistiske handlinger".

Det omtalte svastika - der normalt forbindes med nazismen - var tilsyneladende blevet tegnet på banen før kampen med et kemikalie, som brændte eller misfarvede græsset.

Kampen, der endte 1-1, blev spillet for lukkede døre, fordi Kroatien var blevet straffet for racistisk opførsel på tilskuerpladserne, da kroaterne mødte Norge i marts.

Det kroatiske fodboldforbund og dets præsident, Davor Suker, udtrykte efter kampen mod italienerne bestyrtelse over hagekors-skandalen, som man kaldte en "kriminel handling".

Siden har politiet efterforsket sagen og har blandt andet afhørt sikkerhedspersonale på stadion og eksperter med kendskab til kemikalier, der anvendes i landbrug.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.