Udskældt United-manager indrømmer: Vi spiller langsomt
Efter Manchester Uniteds sejr mod Aston Villa indrømmede Louis van Gaal, at holdet skal underholde mere.
United-manager Louis van Gaal efter kampen mod Aston Villa lørdag. United vandt kampen knebent 1-0.
United-manager Louis van Gaal efter kampen mod Aston Villa lørdag. United vandt kampen knebent 1-0. Foto: Jon Super/AP


Manchester Uniteds udskældte manager, Louis van Gaal, indrømmer, at det skrantende storhold skal spille mere underholdende.

De røde djævle vandt lørdag hjemme mod bundproppen Aston Villa, men sejren på 1-0 var ikke nok til at tilfredsstille de tidligere sejrsvante tilskuere på Old Trafford.

- Jeg er enig i, at vi skal gøre mere for at underholde vores fans, siger hollænderen, der dog understreger, at det mest underholdende ifølge ham er, at man vinder sine kampe.

Det var primært stjerneskuddet Marcus Rashford, der i glimt henrykkede tilskuerne lørdag.

Den 18-årige angriber scorede igen det afgørende mål for United. En bedrift han også opnåede i onsdagens FA Cup-kamp mod West Ham.

- Det var et smukt mål. Men det er klart, at det ikke var den bedste Manchester United-kamp i denne sæson, siger manageren.

Louis van Gaal havde i forhold til kampen mod West Ham skiftet fem spillere ud i startopstillingen, og det mener manageren kan være skyld i, at holdet spillede langsomt.

- Jeg var overrasket over, at vi ikke kunne løfte vores spil. Vi spillede i et for langsomt tempo, siger van Gaal.

Selv om spillet ikke var underholdende, så mener van Gaal, at Manchester-holdet sendte en klar besked til lokalrivalerne fra Manchester City.

Det blå Manchester-hold vandt 3-0 på Stamford Bridge mod Chelsea, og de forsvarende mestre ligger dermed fire point foran United i kampen om at opnå Champions League-kvalifikation. Mellem de to Manchester-klubber ligger Arsenal, der har en kamp til gode.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.