Aalborg Håndbold har overskud for femte år i træk
For femte gang ud af fem mulige præsenterede Aalborg Håndbold et overskud på selskabets drift.
Aalborg-spilleren Simon Hald Jensen kan juble over finanserne i klubben.
Aalborg-spilleren Simon Hald Jensen kan juble over finanserne i klubben. Foto: VAN NORDE ERNST/POLFOTO


Der er for femte år i træk styr på økonomien og regnskaberne i Aalborg Håndbold. Resultatet af sæsonen 2014-2015 viser et mindre overskud på 48.943 kroner før skat.

- Vi er stolte af, at vi igen kan præstere et overskud samtidig med, at vi fortsat er med helt fremme på den sportslige scene, både nationalt og internationalt, siger Eigild B. Christensen, bestyrelsesformand i Aalborg Håndbold.

- Vi spillede igen med om medaljerne i den hjemlige liga, selv om det desværre kun blev til en fjerdeplads. Til gengæld nåede vi for andet år i træk blandt de 16 bedste hold i Champions League og blev slået ud af FC Barcelona.

- Ligeledes var vi igen kraftigt medieeksponeret med ikke færre end 21 tv-kampe med flere end tre millioner seere.

- Det er fortsat vores klare målsætning at spille med i toppen af dansk herrehåndbold, siger han i en pressemeddelelse.

Eigild B. Christensen har store forventninger til den igangværende sæson.

- Vores sportslige målsætninger for sæsonen 2015-2016 er fortsat at spille med om DM-medaljerne til foråret, kvalificere os til Final4 i pokalturneringen og at spille os i gruppespillet i EHF Cuppen, der finder sted i februar og marts.

- Desuden forventer vi igen et positivt økonomisk resultat, lyder det fra Eigild B. Christensen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.