Udenrigsministeriet advarer mod regeringens nye EU-planer
Planer om kun lige at leve op til EU-regler vil forsinke implementeringen af dem, lyder advarsel i notat.
Udenrigsministeriet advarer nu mod regeringens planer om ikke at "overimplementere" EU-lovgivning. Arkivfoto
Udenrigsministeriet advarer nu mod regeringens planer om ikke at "overimplementere" EU-lovgivning. Arkivfoto Foto: Colourbox/free


Regeringens planer om at sætte en stopper for den såkaldte overimplementering af EU-regler i dansk lovgivning får nu Udenrigsministeriet til at komme med en advarsel, skriver Politiken.

Regeringen har nedsat et såkaldt implementeringsudvalg og vil også oprette et implementeringsråd med repræsentanter fra erhvervslivet.

Rådet skal sikre, at Danmark i flere tilfælde kun lige lever op til EU's regler inden for eksempelvis miljø- og forbrugerbeskyttelse, så der ikke lægges ekstra byrder på dansk erhvervsliv.

Men ifølge et internt notat dateret 12. august fra Erhvervs- og Vækstministeriet sendt til en række andre ministerier advarer Udenrigsministeriet om, at udvalgets foreslåede virkemåde vil bryde med den håndtering af EU-sager, som i dag er med til at sikre en "enstrenget stærk dansk interessevaretagelse i EU".

- Udenrigsministeriet er af den opfattelse, at den af Erhvervs- og Vækstministeriet skitserede virkemåde for implementeringsudvalget ikke er foreneligt med den hjemlige EU-beslutningsprocedure, som den eksisterer i dag, står der i notatet, som Politiken er kommet i besiddelse af.

Professor ved Københavns Universitet Marlene Wind, der har forsket i implementeringen af EU-retsakter, tolker advarslen sådan, at Udenrigsministeriet frygter, at den nye procedure kan forsinke implementeringen.

- Så kan man risikere, at det ikke bliver håndteret inden for den tid, som EU fastsætter, og Danmark kan så få åbningsskrivelser og advarsler fra kommissionen og i sidste instans en sag ved EU-Domstolen. Det kan skade vores ry, siger Marlene Wind til Politiken.

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) har allerede udsendt et brev til sine fem styrelser og indskærpet, at de skal have fuld fokus på eventuel overimplementering af miljø- og fødevarelovgivningen.

Regeringens skitserede nye praksis møder kritik fra De Radikale samt forbruger- og miljøfolk, som er skeptiske og advarer regeringen mod at holde dem ude af det planlagte regeringsråd.

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) ønsker ikke at kommentere sagens detaljer.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.