Ud med sproget: Ministre skal fortælle hele sandheden
Folketingets Præsidium understreger, at ministre ikke må holde væsentlige oplysninger tilbage.
Mogens Lykketoft (S) slår fast, at politikere har ret til at argumentere positivt for deres forslag, men ikke må udelade detaljer, der kan skade deres sag. Arkivfoto
Mogens Lykketoft (S) slår fast, at politikere har ret til at argumentere positivt for deres forslag, men ikke må udelade detaljer, der kan skade deres sag. Arkivfoto Foto: Colourbox/Picasa/free


Folketinget kræver nu, at ministre fremover fremlægger de oplysninger, som ikke kun understøtter, men også skader deres politiske sag, når den bliver behandlet i Folketinget.

Det skriver Information.

I en såkaldt beretning om ministres ansvar fastslår Folketingets Præsidium og Udvalget for Forretningsordenen, at en minister ikke alene bør undgå at fortie væsentlige oplysninger i en sag, men også skal sørge for at indhente og videregive sådanne uden hensyn til, om de understøtter vedkommendes politiske holdninger.

Selv om Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), understreger, at de gældende regler om ministres ansvar over for Folketinget ikke ændres, så har blandt andet debatten om journalist og forfatter Jesper Tynells bog "Mørkelygten" understreget behovet for at tilføje "en politisk norm".

- Vi ønsker samtidig at understrege, at ministres ret til at argumentere positivt for deres forslag ikke indeholder ret til at forholde Folketinget tungtvejende bedømmelser fra embedsværket om mulig strid med for eksempel grundloven, EU-retten og folkeretten, siger Mogens Lykketoft til Information.

Han henviser blandt andet til, at det i "Mørkelygten" beskrives, hvordan den daværende VK-regering i 2010 blev advaret af sine embedsmænd om det tvivlsomme ved det såkaldte optjeningsprincip, der foreskriver, at udlændinge gradvist skal optjene retten til at få udbetalt fuld børneydelse i Danmark.

Det er tidligere blevet afdækket af Information og Berlingske, at denne tvivl ikke blev givet videre til Folketinget, så politikerne kunne have truffet beslutningen på et fuldt oplyst grundlag.

I stedet endte Folketinget med at vedtage regeringens optjeningsprincip, der fratog op mod 27.000 EU-borgere deres ret til fuld børnecheck i Danmark i to år, men som ingen konsekvenser havde for danske modtagere af børnechecken.

Optjeningsprincippet er siden droppet af den nuværende regering, da det ifølge EU-Kommissionen er strid med EU-reglerne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.