Tyske højreradikale angriber politi foran asylcenter
Over 30 betjente kom til skade i sammenstød med højrefløjsaktivister ved nyåbnet flygtningecenter.
Urolighederne foran asylcenter i nærheden af Dresden brød ud fredag aften og fortsatte lørdag. Omkring 30 politifolk er kommet til skade.
Urolighederne foran asylcenter i nærheden af Dresden brød ud fredag aften og fortsatte lørdag. Omkring 30 politifolk er kommet til skade. Foto: Arno Burgi/AP


Nye sammenstød brød lørdag ud mellem tysk politi og højrefløjsaktivister, der protesterede mod åbningen af et nyt center for asylansøgere.

Fredag kom adskillige personer til skade under lignende uroligheder.

Omkring 1000 personer var fredag mødt op i Heidenau nær Dresden for at demonstrere mod den forventede ankomst af hundredvis af flygtninge.

Demonstrationen var indkaldt af Det Nationale Demokratiske Parti (NPD) fra den yderste højrefløj.

Politiet greb ind og affyrede tåregas, da en mindre gruppe af demonstranterne blokerede en vej, der fører forbi en bygning, der midlertidigt skal huse flygtninge.

Hundredvis af andre demonstranter samlede sig samtidig foran bygningen - et tidligere varehus, der er bygget om til at være bolig for omkring 600 flygtninge. Omkring 300 personer er allerede indlogeret på stedet.

- Sten, flasker og kanonslag blev kastet mod politiet, hedder det i en meddelelse fra ordensmagten. 31 betjente kom til skade under angrebet. En enkelt er alvorligt såret.

Der er ingen oplysninger om antallet af tilskadekomne demonstranter. Bygningen bliver nu overvåget af sikkerhedsvagter, og politiet har skærpet patruljeringen i området.

Lørdag måtte kampklædt politi igen i aktion i Heidenau, da omkring 150 højreekstremister kom i slagsmål med en gruppe personer, der deltog i en moddemonstration.

De tyske myndigheder er ifølge nyhedsbureauet dpa foruroliget over en stigning den seneste tid i antallet af voldelige angreb mod indkvarteringssteder for flygtninge.

Tyskland forventer i år en rekordstor indstrømning på omkring 800.000 asylansøgere.

/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.