Tyrkisk landsfaders vision kickstarter dansk dialog med Erdogan
Atatürks vision om en demokratisk stat skal Danmark holde Tyrkiet fast på, mener Kristian Jensen.
Udenrigsminister Kristian Jensen lægger en krans for at ære Kemal Atatürk, det moderne Tyrkiets landsfader, i forbindelse med et besøg i Ankara.
- Ved at komme her sender vi et signal om, at det er det, vi gerne ser Tyrkiet holde fast i fremadrettet som et Nato-land og partnerland til EU, siger Jensen.
Udenrigsminister Kristian Jensen lægger en krans for at ære Kemal Atatürk, det moderne Tyrkiets landsfader, i forbindelse med et besøg i Ankara. - Ved at komme her sender vi et signal om, at det er det, vi gerne ser Tyrkiet holde fast i fremadrettet som et Nato-land og partnerland til EU, siger Jensen. Foto: Anders Aarkrog Jepsen/Free


Udenrigsminister Kristian Jensens første besøg i Tyrkiet bliver en balance mellem at klappe på skulderen med den ene hånd og løfte pegefingeren på den anden.

Med det i baghovedet indledte ministeren sit officielle besøg i Ankara torsdag med en kransenedlæggelse ved den tyrkiske landsfader Kemal Atatürks mausoleum.

- Det at komme her og minde og ære Atatürk er også et signal om, hvad det er for et Tyrkiet, som vi gerne ser for os.

- Det er et moderne, sekulært og demokratisk Tyrkiet, hvor man har en klar adskillelse mellem kirke og stat, som vi hylder i Danmark, siger Kristian Jensen.

Atatürk var det moderne Tyrkiets første præsident og leder, da Osmannerriget faldt i første halvdel af 1900-tallet.

Der er tætte bånd mellem Europa og Tyrkiet, og der forhandles fortsat om en optagelse i unionen, selv om perspektivet i øjeblikket er parkeret i en fjern fremtid.

Forholdet er ikke blevet mindre kompliceret siden et mislykket militærkup 15. juli, da præsident Recep Tayyip Erdogan efterfølgende har sat gang i en stor udrensning.

Titusinder er anholdt, aviser er blevet overtaget af regeringen, og Erdogan har strammet grebet hårdt om landet.

Atatürk repræsenterer en ledelse, mener Kristian Jensen, som kan samle det officielle Tyrkiet og Europas drøm om et tyrkisk samfund.

Men det er også vigtigt, tilføjer han, at man løfter pegefingeren over for regeringen. Når Erdogan taler om dødsstraf, lukker aviser og anholder folk i tusindvis skal man råbe op.

Fra den danske regerings synspunkt er det ærgerligt, at Cypern i EU-samarbejdet blokerer for, at Tyrkiet får åbnet flere kapitler i optagelsesforhandlingerne.

- Ikke fordi jeg tror, at vi umiddelbart kan blive enige, men fordi det er de kapitaler, der er adgangen til, at vi får drøftet de svære ting. Pressefrihed, uafhængige domstole, mindretalsrettigheder, siger Kristian Jensen om kapitlerne 23 og 24.

Den danske minister mødes torsdag med blandt andre Tyrkiets premierminister og landets udenrigsminister. Der er også planlagt et kort besøg hos præsident Erdogan.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.