Tyrkiet strammer sikkerheden efter blodig bombe i Ankara
Premierminister Davutoglu har holdt møde med sikkerhedschefer i Ankara, og en antiterrorplan er på vej.
Sikkerheden vil blive strammet i Tyrkiet efter et bombeangreb, som tidligere på ugen kostede 28 mennesker livet, meddeler landets premierminister.
Sikkerheden vil blive strammet i Tyrkiet efter et bombeangreb, som tidligere på ugen kostede 28 mennesker livet, meddeler landets premierminister. Foto: Hakan Goktepe/AP/AP


Sikkerheden skal strammes i Tyrkiet, efter et bombeangreb som tidligere på ugen kostede 28 mennesker livet, meddeler landets premierminister.

- Vi kommer til at foretage ændringer af sikkerheden, siger Ahmet Davutoglu.

Beskeden falder efter et fem timer langt møde med sikkerhedschefer i den tyrkiske hovedstad, Ankara, hvor en bil ladet med sprængstoffer onsdag eksploderede ved nogle militærbusser.

Myndighederne er i gang med at udarbejde en antiterrorplan, siger ministeren.

Et led i planen er, at der skal mere politi i gaderne, og betjentene skal være mere synlige. Men den almindelige tyrker, må også støtte myndighederne i kampen mod "terroristerne", mener ministeren.

- Terroristgruppers mål er at forårsage skade og kaos i befolkningen. Vi skal alle hjælpe sikkerhedsstyrkerne. Ingen sikkerhedsindsats kan lykkes uden folkets opbakning, siger Ahmet Davutoglu.

Den kurdiske gruppe TAK har taget skylden for selvmordsangrebet i Ankara, men det afviser premierministeren.

Han insisterer på, at selve angrebet blev udført af et medlem af de kurdiske YPG-styrker i et samarbejde med Kurdistans Arbejderparti, PKK.

22 personer er anholdt efter angrebet, meddeler premierministeren.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.