Tyrkiet arbejder på IS-fri zone i syrisk grænseområde
En "Islamisk Stat-fri zone" langs grænsen mellem Tyrkiet og Syrien skal hjælpe moderate oprøreres kamp.
Tyrkiets premierminister, Ahmet Davutoglu, ønsker at oprette en zone langs grænsen til Tyrkiet som Islamisk Stat skal holdes væk fra.
Tyrkiets premierminister, Ahmet Davutoglu, ønsker at oprette en zone langs grænsen til Tyrkiet som Islamisk Stat skal holdes væk fra. Foto: /AP


I samarbejde med USA er Tyrkiet ved at lægge en plan, der skal drive militante fra Islamisk Stat (IS) væk fra grænseområdet mellem Syrien og Tyrkiet, så moderate syriske oprørere - og civile - får et større råderum og sikkerhed.

Det skriver en række internationale medier.

Området beskrives som en "IS-fri zone", og tiltaget anses for endnu et skridt i den tyrkiske indsats mod den ekstremistiske oprørsgruppe.

Ifølge Tyrkiets premierminister, Ahmet Davutoglu, er zonen ved at blive forhandlet på plads med USA, der står i spidsen for en international koalition mod IS i Syrien og Irak.

- Det vi har at tilbyde er luftstøtte til at fjerne Daesh og hjælpe den moderate opposition, så den kan opnå kontrol i regionen, siger Davutoglu og bruger et andet navn for Islamisk Stat.

- Vi vil ikke se Daesh ved Tyrkiets grænser, fortsætter han i et live-interview med tv-stationen ATV ifølge Reuters.

Amerikanske embedsmænd oplyser, at der i Washington foregår forhandlinger om zonens størrelse.

- Formålet med denne operation er ikke at skabe et sikkert sted, hvor syriske flygtninge kan tage hen. De tager måske derhen, men det er ikke målet. Målet er at sikre området og lukke grænsen for Daesh, siger en anonym embedsmand til Reuters.

Over for BBC præciserer Mark Toner, talsmand for USA's udenrigsministerium, planerne.

- Det er en indsats for at overvinde, ødelægge og nedbryde Isil i den nordlige del af Syrien, at skabe et område, der er Isil-frit, hvis jeg kan sige det på den måde, siger han og bruger et tredje navn for gruppen, der har trukket blodige spor over Syrien og Irak.

De militære planer drejer sig ifølge avisen Washington Post om en 119 kilometer lang strækning vest for floden Eufrat, der krydser den syrisk-tyrkiske grænse i det nordvestlige Syrien.

Oplysningerne om de amerikansk-tyrkiske planer kommer forud for et Nato-møde tirsdag, hvor alle 28 medlemslande på opfordring fra Tyrkiet skal til krisemøde i Bruxelles.

På baggrund af de seneste dages begivenheder i Tyrkiet, Syrien og Irak bad tyrkerne om mødet. De ønsker også at oplyse Nato om planerne for håndteringen af den alvorlige situation.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.