Tvis-playmaker skifter til Team Sydhavsøerne
Torsdag fik Jakob Green ophævet kontrakten med Tvis Holstebro. Fredag skrev han under med Team Sydhavsøerne.
Jakob Green skifter Team Tvis Holstebro ud med Team Sydhavsøerne.
Jakob Green skifter Team Tvis Holstebro ud med Team Sydhavsøerne. Foto: René Schütze/FOTOGRAF RENZ SCHYTZE


Håndboldspilleren Jakob Green skal i de kommende tre sæsoner tørne ud for 1. divisionsklubben Team Sydhavsøerne, der har base i Maribo på Lolland.

Torsdag fik han ophævet sin kontrakt med Boxer Herreliga-holdet Team Tvis Holstebro efter gensidig aftale med klubben, og fredag blev han så præsenteret hos Team Sydhavsøerne.

- Vi har sikret os en utroligt alsidig og eksplosiv spiller, der angrebsmæssigt kan spille flere pladser - hos os er han dog primært tiltænkt en rolle som playmaker, siger klubbens sportschef, Morten Juul, i en pressemeddelelse.

Jakob Green selv glæder sig også til den nye udfordring på et lavere niveau.

- Jeg glæder mig meget til at komme i gang. Jeg glæder mig især til samarbejdet med Jimmy og Kristian (trænerne, red.) og til at se, om ikke jeg får mulighed for at præge udviklingen - det er et sindssygt godt hold og et fedt projekt, siger Green.

Jakob Green har spillet 13 landskampe for Danmark og er tidligere dansk mester med AG København.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.