Tv-lægen om prins Henriks diagnose: Rammer 50.000 danskere årligt

Tv-lægen Peter Qvortrup Geisling kommenterer prins Henriks operation.
Tv-lægen Peter Qvortrup Geisling kommenterer prins Henriks operation.
Tv-lægen Peter Qvortrup Geisling kommenterer prins Henriks operation. Foto: Torben Christensen/Scanpix/arkiv

Mandag kom det frem, at prins Henrik har gennemgået en operation i lysken og bækken efter forsnævring i pulsårerne.

Kongehuset har dermed sat ord på den mystik, der har omgærdet den 83-årige prins’ indlæggelse de seneste dage. Først forlød det ellers, at han blot modtog behandling for en infektion i benet.

På Aarhus Universitetshospital i Skejby har han fået foretaget et indgreb i højre lyske og en ballonudvidelse i højre bækkenkar.

Tv-lægen Peter Qvotrup Geisling kalder prins Henriks diagnose for ’vindueskiggersyndrom’.

Ifølge Ekstra Bladet rammer den årligt 50.000 danskere. 

- Når vi kommer op i årene får vi kalkaflejringer i arterierne – de blodkar, der forsyner os med iltrigt blod. Det kan skyldes flere ting – blandt andet alder. Det giver forsnævrede blodkar eller 'vindueskiggersyndrom', som vi kalder det på dansk, fordi man kun kan gå få hundrede meter ad gangen, før man må stoppe op, siger han til Ekstra Bladet.

Prins Henrik, der de seneste dage har aflyst arrangementer med den kongelige familie, har det efter omstændighederne godt, og han forventes udskrevet på onsdag, oplyser Kongehuset.

Forleden kom det frem, at prins Henrik havde fået sygehjælpere tilknyttet, et slags sundhedsfagligt personale, der hjælper ham med det praktiske i hverdagen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.