Tv: 26-årig mand fastklemt i brændende bil
26-årig er fløjet til Rigshospitalet i kritisk tilstand, efter han var med i bil, der kørte galt i skarp kurve

Se flere videoer på Localeyes.dk
Henter afspiller ...
Se flere videoer på Localeyes.dk


En 26-årig mand fra Vejle er natten til fredag kommet alvorligt til skade, da han som passager var med i en bil, der kørte ind i et træ på Gammel Kolding Landevej i Vejle.

- De indledende undersøgelser viser, at bilen er kommet nede fra Vejle by og er kørt op ad Gammel Kolding Landevej. I en skarp venstrekurve mister chaufføren herredømmet og kører direkte over i et træ i modsatte side, hvorefter bilen bryder i brand, fortæller vagtchef Hans Hoffensetz fra Sydøstjyllands Politi til Ritzau.

Det lykkes vidner til ulykken at hjælpe den 23-årige fører fra Kolding ud af bilen, mens passageren bliver fastklemt, og hverken vidner eller den første af politiets patruljer kan i første omgang få branden slukket.

- Først da brandvæsnet kommer, lykkes det at slukke branden og få manden ud. Han har både fået skader fra sammenstødet og har fået brandsår. Han er blevet fløjet med helikopter til Rigshospitalet i København.

- Det seneste, vi har hørt, er, at hans tilstand er kritisk, men stabil, siger Hans Hoffensetz.

Politiet fik meldingen om ulykken klokken 00.18. Det er endnu ikke slået fast, hvorfor bilen kørte galt, men noget kan ifølge politiet tyde på, at der blev kørt for hurtigt op ad Gammel Kolding Landevej, som er en lang og stejl bakke i Vejle.

Den 23-årige chauffør er ikke kommet alvorligt til skade og bliver tilset på skadestuen på Kolding Sygehus.

Politiet arbejder på at underrette mændenes pårørende i løbet af natten til fredag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.