Trump til jødelobby: Jerusalem bør være jeres hovedstad
Den håbefulde præsidentkandidat Donald Trump vil styrke forholdet mellem Israel og USA.
Den republikanske præsidentkandidat Donald Trump kalder Jerusalem for "det jødiske folks evige hovedstad".
Den republikanske præsidentkandidat Donald Trump kalder Jerusalem for "det jødiske folks evige hovedstad". Foto: Wilfredo Lee/AP


Donald Trump, der fører i kampen om at blive Republikanernes præsidentkandidat i USA, lover, at han vil sikre et solidt forhold mellem amerikanerne og Israel.

I en tale hos den store amerikansk-jødiske lobbyorganisation Aipac langer Trump ud efter palæstinenserne og siger, at han klart vil være på israelernes side i eventuelle forhandlinger.

- Palæstinenserne må komme til forhandlingsbordet vel vidende, at båndet mellem USA og Israel er ubrydeligt, lyder det fra Trump.

Samtidig siger erhvervsmanden, tv-personligheden og præsidentkandidaten, at han vil flytte USA's ambassade i Israel til Jerusalem. En historisk by, hvor især den østlige del er omstridt territorium - helligt for både jøder, muslimer og kristne.

- Vi vil flytte vores ambassade til det jødiske folks evige hovedstad Jerusalem, siger Trump og høster et af aftenens største bifald fra tilhørerne.

- Israel er en jødisk stat, og den vil altid eksistere som en jødisk stat.

- Jeg elsker folkene i det her lokale. Jeg elsker Israel, siger Donald Trump.

Samtidig kritiserer Donald Trump atomaftalen med Iran. Aftalen, der skal forhindre iranerne i at udvikle atomvåben til gengæld for, at sanktioner mod landet hæves, er blevet mødt af indædt modstand blandt Republikanerne og regeringen i Israel.

- Min topprioritet vil være at annullere den katastrofale aftale med Iran, fortæller Donald Trump, som desuden mener, at USA bruger alt for mange penge på den fælles forsvarsalliance Nato.

- Vi betaler uforholdsmæssigt (meget til Nato, red.). Det er for meget, og ærlig talt har vi i dag en anden verden, end da vi fik idéen til Nato. Vi er nødt til at genoverveje. Behold Nato, men måske skal vi betale meget mindre til selve Nato, mener Trump.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.