Iran truer Riyadh: Returner de døde eller vent reaktion
Iran kræver 239 iranske ofre hjem, men saudiaraberne har endnu ikke taget skridt til at efterleve kravet.
Iranske ofre kræves hjemsendt, men hidtil har Saudi-Arabien ikke taget skridt til at efterleve kravet fra Teheran.
Iranske ofre kræves hjemsendt, men hidtil har Saudi-Arabien ikke taget skridt til at efterleve kravet fra Teheran. Foto: AP/AP


Irans øverste leder truer Saudi-Arabien med en "voldsom reaktion", hvis saudiaraberne fortsat forhaler en hjemsendelse af iranske ofre for sidste uges store tragedie i Mekka.

- Saudiaraberne svigter deres forpligtelse, siger ayatollah Khamenei i en tale til nyuddannede søofficerer onsdag.

Iran kræver 239 iranske ofre hjem, men saudiaraberne har endnu ikke taget skridt til at efterleve kravet.

- De bør vide, at den mindste mangel på respekt for titusinder af iranske pilgrimme i Mekka og Medina - ved ikke at opfylde forpligtelsen til at hjemsende de hellige ofre - vil medføre en hård og voldsom reaktion fra Iran, siger Khamenei.

Saudi-Arabien har nægtet at give tilladelse til, at et fragtfly lander i kongedømmet og flyver ofrene hjem til begravelser i Iran.

- Irans islamiske republik har indtil videre udvist selvbeherskelse i overensstemmelse med islamisk høflighed og broderskab, siger ayatollahen.

Khamenei ønsker en fælles arabisk komité dannet med henblik på at efterforske årsagen til ulykken, da omkring 800 mennesker mistede livet i Mekka for en uge siden.

Dødstallet blev lørdag opgivet til 769, mens knap 1000 er såret. Iranske embedsmænd mener, at flere end 1000 pilgrimme har mistet livet i tragedien.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.