Donald Trump overvejer at nominere den tidligere Ford-chef Alan Mulally til den tunge post som amerikansk udenrigsminister.
Den kommende præsidents kampagnechef, Kellyanne Conway, siger i et interview med Fox News, at Mulally og Trump mødtes torsdag.
Mulally blev ansat ved Boeing i slutningen af 1960'erne. Senere blev han direktør for virksomhedens afdeling for kommercielle fly.
I 2006 blev den nu 71-årige ingeniør øverste chef for bilfabrikanten Ford. Her høstede han æren for, at virksomheden klarede sig igennem finanskrisen, da hele industrien var i knæ.
I 2014 gik han på pension. Han bestrider fortsat en bestyrelsespost i Alphabet, der er moderselskabet bag it-giganten Google.
Trump kan ikke på egen hånd vælge, hvem der skal være udenrigsminister.
Senatet skal acceptere nomineringen.
Flere kendte ansigter har været rygtet til den vigtige post, der i øjeblikket varetages af John Kerry.
Blandt de navne, som Trump har holdt møder med, er tidligere guvernør Mitt Romney og tidligere New York-borgmester Rudy Giuliani.
/ritzau/NTB