Trods migrantstrømmen er asyltallet lavere end sidste år
I forhold til sidste år kom der færre asylansøgere i september til trods for strømmen i starten af måneden.
Tre flygtninge og en tolk til møde hos Dansk Flygtningehjælps Integrationsnet i Aarhus.
Tre flygtninge og en tolk til møde hos Dansk Flygtningehjælps Integrationsnet i Aarhus. Foto: HOVE OLESEN PETER/POLFOTO


Det vakte stor opsigt i Danmark, da et rekordstort antal flygtninge og migranter i begyndelsen af september kom til landet og vandrede nordpå langs motorvejene.

Men selvom tallet var rekordstort i begyndelsen af september, blev der i år registreret færre asylansøgere end samme måned året før.

844 mennesker fik asyl i Danmark i september.

I alt søgte 2761 mennesker asyl, og 1296 af dem kommer fra Syrien. Det gør september til den måned i år, hvor flest har ansøgt om asyl i Danmark, viser tal fra Udlændingestyrelsen.

I september sidste år søgte endnu flere dog om asyl i Danmark, da 3147 ønskede at blive.

I alt har 9793 personer søgt asyl i Danmark i løbet af i år.

I regeringens finanslovsforslag regnes med 15.000 asyl ansøgere i 2016, men tendensen er foreløbig, at færre har søgt asyl i år i forhold til 2014.

I 2014 søgte 14.792 asyl i Danmark, og tre af fire ansøgere - 74 procent - fik asyl ved sager i Udlændingestyrelsen.

Regeringen vil spare en milliard kroner på asylansøgere ved at beskære integrationsydelsen og stramme reglerne for familiesammenføring.

SR-regeringen indførte et års ventetid, før flygtninge fra Syrien får familiesammenføring. De får ophold, selv om de ikke er personligt forfulgt efter FN's flygtningekonvention.

I løbet af de seneste syv dage har 9243 til sammenligning søgt asyl i Sverige, hvis indbyggerantal er knap dobbelt så stort som Danmark.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.