Treårig på hospitalet: Fik viklet kæde rundt om halsen
I børnehave fik dreng viklet en kæde om halsen, da han kravlede ned fra et legestativ.
Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at en treårig dreng er bragt til Rigshospitalet efter en ulykke i børnehaven. Drengen er ved bevidsthed.
Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at en treårig dreng er bragt til Rigshospitalet efter en ulykke i børnehaven. Drengen er ved bevidsthed. Foto: Pressefoto Rigspolitiet/free


En treårig dreng er fredag bragt til Rigshospitalet efter en legeulykke i en børnehave i Havdrup på Sjælland. Drengen er ved bevidsthed, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Drengen fik viklet en kæde rundt om halsen, da han kravlede ned fra et legestativ, og hang fast. Ifølge politiet blev ulykken hurtigt opdaget, og drengen har formentlig ikke været bevidstløs.

- Vi ved, at han skreg i vilden sky, efter at han blev taget ned fra stativet, og det er forhåbentligt gode tegn, fortæller polititalsmand Carsten Andersen til Ritzau.

Drengens forældre er blevet underrettet om ulykken.

Det var institutionens personale, der kort før klokken 10 fredag formiddag blev opmærksom på situationen, blandt andet fordi et andet barn skreg op, da legekammeraten hang fast i stativet.

- Vi ved ikke, hvor længe han har siddet fast. Man har talt om, at det højst kan have varet et minut. Det er selvfølgelig også lang tid, men det kan også være, at der er tale om få sekunder, fortæller Carsten Andersen.

På Rigshospitalet skal drengen undersøges, og på nuværende tidspunkt har man endnu ikke overblik over, om han har lidt nogen skade.

- Der er umiddelbart ikke noget, der tyder på det, men vi ved det ikke endnu, siger Carsten Andersen.

Midt- og Vestsjællands Politi indleder nu en undersøgelse på institutionens område med henblik på at klarlægge de nærmere omstændigheder ved ulykken. Politiet har desuden underrettet Sikkerhedsstyrelsen om episoden.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.