Den 32-årige trappevasker Dennis Bülow Pedersen var meget tæt på ikke at komme hjem til sine børn i live. Han var nemlig ifølge eget udsagn én centimeter fra at blive ramt af en aluminiumslægte gennem sin forrude, da han var på vej hjem fra arbejde. Det skriver BT.
Til BT fortæller Dennis Bülow Pedersen, hvordan han og hans makker kom kørende på Vestmotorvejen ved Køge og først så, hvordan en lastbil tabte noget ned i forruden på en anden bil. Derefter var der en stor BMW-firehjulstrækker lidt længere fremme, der pludselig bremsede, så aluminiumslægten røg op fra vejbanen.
- Det eneste, jeg når at se, er, at den vender i luften, og spidsen af den ryger direkte hen mod os. Jeg bukker mig ned bag rattet, og den flyver bare direkte ind gennem forruden. Den rammer rattet, gudskelov, før den ryger sidelæns hen over hovedet på min makker, så hun heller ikke bliver ramt. Det var rimelig heldigt, at den ramte rattet. Én centimeter mere til den ene eller anden side, så havde den boret lige gennem mig, siger Dennis Bülow Pedersen til BT.
Glad for at se sine børn
Derfor fortæller trappevaskeren til BT, at han var ekstra glad for at se sine børn, da han kom hjem fra arbejde efter ulykken.
Efter ulykken lykkedes det at få kørt bilen ind til siden og anmelde episoden til politiet. Ifølge BT prøvede politiet at finde et firmanavn på lægten, så man kunne finde frem til ejeren, men det er endnu ikke lykkedes.
Dennis Bülow Pedersen bebrejder ikke ham, der kørte BMW’en. Han kunne ikke gøre noget ved, at der pludselig lå en lægte på vejen foran ham. Men Dennis Bülow Pedersen har en klar opfordring til alle, der kører med ting på læs, om at huske at spænde sine ting ordentligt fast.