Torsten Laen skifter hjem til GOG
I 2007 skiftede Torsten Laen væk fra GOG. Fra næste sæson er han tilbage på Fyn, hvor karrieren tog fart.
Torsten Laen ses her i aktion for KIF Kolding København i en kamp mod hans kommende klub, GOG.
Torsten Laen ses her i aktion for KIF Kolding København i en kamp mod hans kommende klub, GOG. Foto: Brohus Anders/Polfoto


Stregspilleren Torsten Laen skal fra næste sæson igen tørne ud i GOG's gule trøje efter ni års fravær.

Han har underskrevet en toårig kontrakt med fynboerne, oplyser han til TV 2 Sport.

- Det er meget specielt og emotionelt. Jeg vandt mit første DM-guld som U18-spiller her i GOG, og at jeg nu kan komme tilbage og slutte min karriere af og give noget tilbage, er jeg meget taknemmelig for.

- Jeg glæder mig rigtig meget og er meget ydmyg om opgaven. Jeg kan ikke komme her og tro, at vi bare vinder det hele. Jeg vil bare hjælpe de unge drenge på vej til at blive bedre, og det håber jeg, jeg har en mulighed for, siger han til tv-stationen.

De seneste tre år har Laen spillet for KIF Kolding København. Da han skulle finde en ny klub, var GOG ikke den eneste bejler.

Torsten Laen fortæller til TV 2 Sport, at også eksklubben Füchse Berlin var interesseret i at få ham tilbage.

I slutningen af maj var det netop GOG, som holdt Torsten Laen og KIF Kolding København fra at sikre sig DM-bronze.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.