Man kan komme superbilligt til London, Berlin og Milano med Ryanair og andre discountselskaber.
Men når 3F'erne skal ud at flyve, handler det ikke bare om at købe billetterne så billigt som muligt. Faktisk er rejsens komfort og service det vigtigste (41 procent). Dernæst kommer arbejdsforhold hos de ansatte (31 procent). Og først på tredjepladsen prisen på flyrejsen (26 procent).
Det viser en undersøgelse fra Fagbladet 3F's Webpanel blandt 1.214 medlemmer af 3F, skriver Fagbladet 3F.
Undersøgelsen viser også, at 63 procent er enige i, at de som forbrugere har ansvar for at købe rejser hos selskaber med ordnede arbejdsforhold.
"Frelste"
Ifølge lektor i forbrugeradfærd ved SDU Jan Møller Jensen er der dog ofte et misforhold mellem, hvad man siger, og hvad man gør:
- Når folk bliver spurgt om etiske forhold, er de ofte noget så frelste. Men når det kommer til stykket, betyder prisen ofte en hel del alligevel. Især ved køb med store prisforskelle som flyrejser. Når man køber kaffe, er prisen for at tænke etik ikke så høj. Selvom man er enig i ens ansvar som forbruger, er det ikke sikkert at man handler derefter, siger Jan Møller Jensen, der også er ekspert i spørgeskemaundersøgelser.
Jan Møller Jensen peger på, at mange flypassagerer ikke har hørt om de ringe arbejdsvilkår, som discountselskaberne ofte har:
- Der færreste kender til forholdene, når de sidder ved computeren og bestiller rejse. Det er jo ikke sådan, at flyselskaberne reklamerer med dårlige vilkår. Men hvis der kommer skandalesager frem i medierne, kan det måske godt ændre lidt på forbrugernes beslutninger.