Med flag og kage troppede myndighederne op for at overraske Tokyos ældste mand på hans 111-års fødselsdag. Men han blev slet ikke overrasket, han lå nemlig stendød i sengen.
I mere end 30 år har familien gemt på Sogen Katos lig, som de opbevarede i en mumificeret udgave i sengen, oplyser de japanske myndigheder til BBC.
Myndighederne blev mistænksomme, da Sogen Katos barnebarn ikke ville lukke dem ind. Hun sagde, at "han ikke havde lyst til at se nogen." Derfor blev politiet tilkaldt, og de trængte ind i huset.
På sengen fandt de liget af Sogen Kato, som var iført undertøj og pyjamas og var dækket af et tæppe.
Familiemedlemmerne fortalte efterfølgende, at han havde lukket døren til sit værelse for 30 år siden for at blive til en levende Buddha.
Men fordi familien modtog næsten 625.000 danske kroner, da Sogen Katos kone gik bort for seks år siden, undersøger politiet nu familien for svindel.