Det er ikke kun lokomotivførerne, som er nervøse for sikkerheden og utilfredse med DSB-ledelsen med administrerende direktør Jesper Lok i spidsen.
En gruppe togførere, som Ritzau talte med onsdag morgen på Københavns Hovedbanegård, var slet ikke i tvivl om årsagen til arbejdsnedlæggelsen blandt lokomotivførerne.
- Det er fordi, de er trætte af DSB's ledelse. Det er vi alle sammen, siger en togfører, som ønsker at være anonym.
For 12 dage siden - på den fredag, hvor skolernes sommerferie startede - var det netop togførerne på Københavns Hovedbanegård, som skabte forsinkelser i togtrafikken, da de nedlagde arbejdet og gik til fagligt møde i et forsøg på at råbe ledelsen op.
Det skete blandt andet i protest mod nye afskedigelser og DSB's planer om at indføre enmandsbetjente tog, hvilket ifølge togpersonalet vil skabe alvorlige sikkerhedsproblemer.
Det er især, hvad der opfattes som en manglende vilje til dialog hos ledelsen, der skaber frustrationer hos de togførere, som Ritzau talte med, mens de ventede på, at togene skulle begynde at køre igen, så de kunne komme på arbejde.
- Det er ren kæft, trit og retning. Ledelsen er slet ikke interesseret i at have en dialog med medarbejderne, lyder det fra en togfører, mens en af kollegerne supplerer:
- Motivationen er på nulpunktet. Hvis det ikke var for kollegerne, så ville det være ulideligt at møde på arbejde, lyder det fra en anden.
Togførerne peger også på, at der er "konstant underbemanding", og at de har store mængder afspadsering, som ikke kan afholdes, fordi vagtplanerne i så fald ikke kan hænge sammen.
En togfører oplyser, at han har store mængder overarbejde opsparet, men at han alligevel har fået afslag på at få fridage helt frem til oktober.
/ritzau/