Tog aflyst: Vandskader driller endnu
Banedanmark kan endnu ikke sige noget om, hvornår togdriften kan genoptages mellem Frederikshavn og Aalborg.
Banedanmark kan endnu ikke sige noget om, hvornår togdriften kan genoptages mellem Frederikshavn og Aalborg.
Banedanmark kan endnu ikke sige noget om, hvornår togdriften kan genoptages mellem Frederikshavn og Aalborg. Foto: Colorbox.dk/Colourbox


Det er endnu udvist, hvornår togdriften mellem Frederikshavn og Aalborg kan genoptages. Det afhænger af, hvordan arbejdet med at genetablere fundamentet under togskinnerne på tre steder langs strækningen forløber.

Det siger sektionschef i Banedanmark, Klaus Frelling Andersen.

- Vi kommer med en ny prognose senere fredag måske omkring frokosttid eller først på eftermiddagen, siger Klaus Frelling Andersen.

Det kraftige regnvejr i Vendsyssel natten til torsdag medførte tre dæmningsskred under sveller og skinner, og al togtrafik blev af sikkerhedsmæssige årsager indstillet.

Over en strækning på 200 meter mellem Hjørring og Sindal har der været et større og et mindre skred under dæmningerne. Det største dæmningsskred er ved Sindal, hvor jorden over en strækning på 30 meter ved siden af jernbanen er skredet ned.

- Vejret har været ekstremt i Nordjylland, og det har i et vist omfang været svært for os at komme ind til de steder, hvor dæmningsskreddet er sket på grund af vand. Men det er også svært at grave, fordi det nogle gange kan gøre mere skade end gavn, siger Klaus Frelling Andersen.

Banedanmark har hele torsdagen arbejdet på at udbedre skaderne på dæmningerne, og håber på, at det kan afsluttes i løbet af fredagen.

Jernbanestrækningen mellem Frederikshavn og Aalborg er i følge Klaus Frelling Andersen en af hovedstrækningerne, hvor der kører både intercity - og lyntog.

Mens jernbanen er lukket for togdrift, er der sat busser ind på strækningen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.