To unge tyskere får fængsel og stokkeslag i Singapore
Graffiti koster ni måneders fængsel og stokkeslag til to unge tyskere, der er dømt for hærværk i Singapore.


En domstol i Singapore har torsdag idømt to tyskere fængsel i ni måneder og tre stokkeslag hver.

Forinden havde de erkendt, at de i november brød ind i en hal, hvor de malede graffiti på en togvogn.

Efter at have begået hærværket flygtede de ud af landet, men blev anholdt i nabolandet Malaysia og bragt tilbage til Singapore.

De to mænd på 21 og 22 år gav i retssalen begge udtryk for, at de angrer deres handling, som de kalder "en dum fejltagelse".

- Det er det mørkeste kapitel i mit liv, siger den 22-årige Andreas Von Knorre.

- Jeg vil gerne undskylde over for staten Singapore for den dumme opførsel. Jeg har lært min lektie og vil aldrig gøre det igen, siger han.

De to tyskere fik fire af de ni måneders fængsel for at være brudt ind i den hal, hvor togvognene stod, og de resterende fem måneders fængsel samt de tre stokkeslag var taksten for at have malet graffiti.

Singapore er kendt for både renlighed og nultolerance over for kriminalitet.

Stokkeslag har siden det britiske kolonistyre været en af de straffe, som dømte risikerede at blive idømt i Singapore.

Hvert år bliver hundredvis af mennesker idømt stokkeslag, en straf som menneskeretsgrupper flere gange har kritiseret.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.