To personer anholdt for formodet svensk teenagedrab
17-årig svensk kvinde har været savnet og frygtet bortført siden søndag. Nu er hun sandsynligvis fundet dræbt.


Et lig fundet nær Lidköping i Sverige er formentlig den 17-årige svensker Lisa Holm, der har været frygtet kidnappet siden søndag. Det oplyser politiet natten til lørdag ifølge det svenske nyhedsbureau TT.

To personer er blevet sigtet for drab i sagen, skriver flere svenske medier.

Den døde person blev fundet sent fredag aften.

- Det er med stor sandsynlighed Lisa Holm, siger polititalsmand Jenny Widén.

Hun kan ikke oplyse, nøjagtigt hvor liget blev fundet, eller om der er tegn på, at personen er blevet udsat for vold.

Sagen om den forsvundne Lisa Holm har fået stor opmærksomhed i Sverige.

Teenageren blev sidst set i live søndag, hvor hun var på arbejde på en café. Da hun havde fri, modtog hendes forældre en sms fra datterens telefon om, at hun var på vej hjem på sin knallert.

Nogle timer senere, efter at datteren endnu ikke var kommet hjem, valgte en af forældrene at køre hende i møde. Da forælderen nåede til caféen, stod knallerten parkeret med nøglerne i.

I nærheden af caféen har man siden fundet flere af Lisa Holms ejendele.

Ifølge Expressen er to personer anholdt og mistænkt for drab, mens en tredje person er anholdt og mistænkes for at have forsøgt at skjule en kriminel.

Der er tale om to mænd og en kvinde.

Afhøringerne af de tre vil fortsætte resten af natten, siger politiet.

Mange politifolk, hundepatruljer, heste, helikoptere og organisationen Missing People har deltaget i søgningen efter Lisa Holm ved Kunnekulle uden for Lidköping i Västergötland.

De tre personer, der sidder til afhøring, blev ifølge Aftonbladet afhentet i en gammel bygning i nærheden af caféen, hvor Lisa Holm arbejdede.

Politiet har hele tiden omtalt sagen som en mulig bortførelse, men dette bliver ifølge politiet muligvis ændret, efter at liget et blevet fundet.

Siden søndag har ordensmagten modtaget over 700 tip i sagen.

/ritzau/TT

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.